Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Bekymring for fremtiden

"Uddannelsen og faget er et godt valg, men desværre er arbejdsvilkårene for sygeplejersker ikke de bedste."

Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 42

Af:

Tina Thorborg, sygeplejerske, cand.cur., forskningsassistent

I Sygeplejersken nr. 11/2021 fortæller sygeplejerskestuderende Maria Therese Germundson om sin tvivl om at fortsætte på sygeplejestudiet.

Jeg er bekymret.

Bekymret for, hvordan vores sundhedsvæsen skal se ud i fremtiden.

Marias ord giver stof til eftertanke, ikke mindst når jeg snakker med sygeplejerskestuderende på min afdeling.

Flere studerende fortæller, at de er i tvivl om, om de bør færdiguddanne sig som sygeplejerske, og flere er ved at undersøge, hvad de ellers kan læse. 

Der er faktisk noget om snakken, for ifølge forskningsleder, lektor og ph.d. Vibeke Røn Noer viser nylige forskningsresultater, baseret på sygeplejerskestuderende fra VIA University College, bekymrende tal ift. fastholdelse af fremtidens sygeplejersker.

Jeg efterlades med en kæmpe ærgrelse. For det er virkelig en skam. Uddannelsen og faget er et godt valg, men desværre er arbejdsvilkårene for sygeplejersker ikke de bedste.

Det er naturligvis forståeligt, at studerende ikke ønsker et arbejde med dårlige arbejdsvilkår. Derfor håber jeg på en forstærket, politisk indsats på både uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet i fremtiden.

Når det er sagt, ønsker jeg at minde kommende og nuværende kolleger om, at der heldigvis findes mange, gode oplevelser som sygeplejerske, og derfor kan jeg anbefale sygeplejestudiet.

Studiet åbner for mange veje, og det er et fag, hvor du hele tiden kan udvikle dig som person og fagperson samt søge nye udfordringer. Sygeplejestudiet er et grundfundament, hvor du kan bygge ovenpå med specialer, bl.a. inden for intensiv og psykiatri, samt diverse videreuddannelser. Det gælder blot om at finde sin plads i faget.

Samfundet har brug for flere, dygtige sygeplejersker. Derudover vil man som sygeplejerske blive en del af landets mest troværdige faggrupper, og det er da noget at være stolt af.

Tina Thorborg er sygeplejerske, cand.cur. og forskningsassistent, Aarhus Universitetshospital