Sygeplejersken
Læserbrev: Logbog fra en supertanker
"Til jer, som kan stemme til november. Sæt kryds og giv tro, håb og kærlighed til faget."
Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 43
Af:
Hanne Krogh, kredsnæstformand, DSR Kreds Hovedstaden
Jeg står på kajen og kigger op på den supertanker, jeg har sejlet med i godt fire år.
Det har været en rejse på godt og ondt, og både corona og en langtidssygemelding har præget min vagt.
Jeg blev valgt ind i DSR Kreds Hoved-staden for fire år siden, bl.a. på løftet om at vende supertankeren.
Lad mig lige slå fast: Der er intet galt med en supertanker, så længe lasten er trimmet, besætningen kan løse de påkrævede opgaver, og kursen er klar for alle.
På min vagt har jeg bl.a. igangsat TRIO-møder, udviklet nye partnerskaber, sikret FH en lokalafdeling på Bornholm og mødt et hav af unge studerende, der bliver holdt oppe af en god faglig ballast og viljen til at lønforhandle.
Men der har også været store skvulp undervejs og dage, hvor jeg hverken har kunnet spore fremdrift eller klar kurs.
Jeg har i løbet af de fire år været i dialog med rigtig mange medlemmer med mange spørgsmål til hverdagen på arbejdspladsen. Spørgsmål og frustrationer, der ligger meget langt fra DSR’s fokus. For lang afstand udvander kommunikationen.
Jeg har til tider oplevet en hård tone på min vagt. Jeg håber, at de næste, der påmønstrer supertankeren, vil forbedre tonen og arbejde for en fælles kurs. Jeg synes dog, at den nuværende kaptajn skal blive på broen.
Supertankeren skal være en arbejdsplads, hvor alle spiller hinanden gode. Anerkendelse, ansvar og tillid skal være kompetencer, som alle ombord deler. Fælles kurs kræver samarbejde og en tillidsfuld kommandovej. Uden den sejler supertankeren bare rundt på dybt vand.
Så til jer, som kan stemme til november. Sæt kryds og giv tro, håb og kærlighed til faget.
God vind til alle jer, der stiller op.
Hanne Krogh er kredsnæstformand, DSR Kreds Hovedstaden