Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Lønstrukturkomitéen klar til at gå igang

Regeringen har lanceret kommissoriet for løn-strukturkomitéen. DSR-formand Grete Christensen er udpeget af FH til en plads i komitéen.

Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 35

Af:

Lotte Dahlmann, pressechef,

Mai Ludvigsen, journalist

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har offentliggjort kommissoriet for den lønstrukturkomité, som skal se på lønstrukturen på det offentlige område – herunder rammerne for sygeplejerskernes løn.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, har fået tildelt en af pladserne på vegne af FH, og hun siger:

”Sygeplejerskerne har med sommerens strejke vist, hvor store frustrationerne er omkring sygeplejerskernes løn. Det understreger nødvendigheden af at få gjort noget ved den offentlige lønstruktur. Lønkommissionen viste i 2010, at særligt de kvindedominerede mellemlange, videregående uddannelser har et lønefterslæb i forhold til de mandsdominerede. Det er en af de ting, der bliver vigtigt at arbejde med for komitéen. Jeg forventer også, at der afsættes penge i Folketinget til at løfte nogle af disse grupper - måske ikke med ét slag men så over en periode. Hvis det skal lykkes at ændre på de lønrelationer, der findes nu, er det vigtigt, at politikerne afsætter penge til at skabe en forandring. Ligestilling og ligeløn er en menneskeret, og derfor er det så vigtigt at kæmpe for, at vi også i Danmark kan leve op til disse rettigheder.”

Lønstrukturkomitéens anbefalinger skal ligge klar inden udgangen af 2022, og med regeringens lancering af kommissoriet er rammerne for arbejdet nu sat.

”Nu har vi en historisk chance for at få gjort op med den urimelige lønforskel mellem kvindedominerede fag og traditionelle mandsdominerede fag. Vi har i Dansk Sygeplejeråd kæmpet for det her i lang tid, og nu skal arbejdet blive til virkelighed. Det bliver der sat nogle sat nogle gode og fornuftige rammer for med kommissoriet, hvor der blandt andet er fokus på uddannelsesniveau, opgaver og ansvar og på tjenestemandsreformen fra 1969,” siger Grete Christensen.  

De sidder i komitéen
  • Formand: Torben M. Andersen, professor i økonomi. 
  • Mona Larsen, (seniorforsker, VIVE)
  • Mette Ejrnæs, (professor i økonomi, Københavns Universitet)
  • Lisbeth Pedersen, (forsknings- og analysechef, VIVE)
  • Astrid Würtz Rasmussen, (lektor i økonomi, Aarhus Universitet)
  • Lars Andersen, (direktør og cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd)
  • Henrik Bach Mortensen, (vicepræsident ALDE)
  • Lizette Risgaard, (formand Fagbevægelsens Hovedorganisation)
  • Rita Bundgaard, (sektorformand HK Stat)
  • Mona Striib, (forbundsformand FOA)
  • Grete Christensen, (formand Dansk Sygeplejeråd)
  • Claus Jensen, (formand Dansk Metal)
  • Lars Qvistgaard, (formand Akademikerne)
  • Jacob Holbraad, (administrerende direktør Dansk  Arbejdsgiverforening)
  • Signe Friberg Nielsen, (direktør Medarbejder- og Kompetencestyrelsen)
  • Michael Ziegler, (formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg)
  • Anders Kühnau, (formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn)