Studerende i praksis: "I dag er jeg ikke rå. Jeg går bare ud på toilettet og græder"

”Det er ikke for alle at arbejde i sundhedsvæsenet.”

Min hals snører sig sammen ved ordene.

Stemmen, der leverer dem, er hård og ubarmhjertig. Jeg mumler noget uforståeligt tilbage. For hvad skal jeg sige?

Ordene er mere end en fornærmelse. De er en protest mod min tilstedeværelse og en protest mod sygeplejerskerne på plejehjemmet i det hele taget.

En af mange bemærkninger. Men i dag kan jeg ikke svare igen. I dag er jeg ikke rå. Jeg går bare ud på toilettet og græder.

Sidste uge skete der noget. Beboeren, som jeg har ansvar for, får et anfald. Hun sparker mig. Hun slikker på mig.

Hun gør udfald mod de andre beboere. Hun hvæser, kradser og slår. Hendes ansigt fortrækker sig i en uhyggelig grimasse.

Jeg går ud og beder om hjælp. Igen og igen opsøger jeg det faste personale.

”Så må du teste for UVI” og ”så må du låse hende inde”, svarer de.

Jeg går tilbage til hende. Låser terrassedøren op. Vi går en tur i den aflukkede solhave. Hun stavrer afsted for at komme væk fra det, der jager hende, det, der jager os.

Men det er inde i hendes hoved, det foregår. Timer senere falder hun i søvn, mens jeg sidder ved siden af hende og stryger hende blidt over panden.

Hver muskel i min krop er spændt, så jeg er klar til at springe væk.

Nu skal jeg så høre på, at jeg er uegnet som studerende. Mens jeg græder, tænker jeg på, at med den slags ord må der følge et hårdt hjerte, et forrået sind og dermed også ord og handling, som fører til lidelse.

Lidelse og forråelse kommer ikke af sig selv. Jeg kommer i tanke om Gregory Batesons double-bind-teori.

Hvad ville Bateson sige, hvis han stod her nu? Ville han også synes, at kommunikationen fra ledelse til medarbejdere og videre til beboere er double-bind, fordi den består at modsatrettede budskaber?

De fungerer sådan, at ingen kan undgå at reagere forkert, samtidig med at situationerne ikke kan undviges eller kommenteres. I mine tanker siger han:

”Hvordan skal man tage en urinprøve hos en, som slår og sparker?” Det andet vil han slet ikke kommentere på. Vi ved begge, at det er forkert at låse folk inde.

I ledelsesteori siger man, at double-bind giver de ansatte moralsk stress og mindreværd, som igen fører til sygemeldinger, opsigelser og forråelse. Hos beboerne ser jeg, det fører til angst, tristhed og paranoia.

Forestillinger om at bag toiletdøren gemmer sig helvedes ild og evige pinsler. Det var det, beboeren forsøgte at komme væk fra.

Mens jeg står herude på toilettet, snøfter og tørrer tårerne bort, kan jeg også fornemme helvede. Jeg kan ikke mærke varmen og kan ikke høre ilden knitre, som beboeren kunne.

Jeg fornemmer det, der venter på den anden side af døren: Hverdagen. 

Dina Helbo Bredal er 3.-semester-studerende på Via UC NET E20, Campus Viborg.