Sygeplejersken
Dansk Sygeplejeråd vinder sag om pålagt covid-19-test
Hvis en arbejdsgiver pålægger sine medarbejdere at blive testet for covid-19 i fritiden, så sidestilles det med arbejdstid. Det har Arbejdsretten afgjort i en sag, som FH har vundet for Dansk Sygeplejeråd.
Sygeplejersken 2021 nr. 13, s. 11
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, har vundet en sag for Dansk Sygeplejeråd, som viser, at hvis din arbejdsgiver pålægger dig at blive testet for covid-19 i din fritid, så sidestilles det med arbejdstid.
Baggrunden for sagen er, at en gruppe sygeplejersker, som er ansat på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, i sommeren 2020 blev bedt om at lade sig teste som led i smitteopsporing på hospitalet.
De modtog en sms og en arbejdsmail, hvori de fik besked om, hvornår de skulle lade sig teste, efter at der var konstateret covid-19 på deres afdeling.
Arbejdsretten har truffet beslutning om, at Region Sjælland som arbejdsgiver har disponeret over medarbejdernes fritid på en måde, der gør, at sygeplejerskernes tid, som blev brugt på coronatest, skal sidestilles med arbejdstid.
Dette på trods af at pålægget om test skete på baggrund af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Spørgsmålet om honorering i sagen er endnu ikke afgjort.