Hørt: "Vi er ikke de søde piger længere"

“Jeg oplever en stor frustration over den situation, vi står i efter strejken, hvor vi ikke blev hørt. Samtidig er der en kampgejst blandt alle sygeplejersker – på tværs af specialer, afdelinger og matrikler. Det, der kan holde kampgejsten oppe, er, hvis man ser andre kæmpe sagen. Så gryden skal holdes i kog. Og derfor var det vigtigt for mig at stå frem,“ siger Lotte Højriis og tilføjer:

“Det var et tabt slag med strejken, men kampen for bedre løn og arbejdsvilkår fortsætter.”

Lotte Højriis stod for nylig frem i Viborg Folkeblad med sine holdninger om løn og arbejdsforhold. Hun er sygeplejerske på 17. år og har strejket før, i 2008. Men denne gang er det anderledes, erfarer hun:

”Efter strejken i 2008 gik vi ret hurtigt tilbage til en almindelig hverdag. Men denne gang er det min opfattelse, at folk har lyst til at fortsætte. For utilfredsheden er så stor, at sygeplejerskerne slet ikke kan lade være med at fortsætte kampen.”

På hendes afdeling er der – i modsætning til mange andre steder – ikke så travlt, at sygeplejerskerne må løbe dobbelt så stærkt. For hvis der ikke er mandskab nok til de planlagte operationer, bliver operationen aflyst. Alligevel oplever afdelingen nu problemer med at tiltrække arbejdskraft.

”Vi har også fået svært ved at få nok sygeplejersker. Jeg kender flere tidligere kollegaer, der har sagt op og i stedet arbejder i Norge, hvor de kan arbejde i to uger til samme løn. Hvis man kunne skabe bedre arbejdsforhold og bedre løn, så kunne man trække dem, der har forladt arbejdet på hospitalerne og i det offentlige, tilbage igen,” siger Lotte Højriis, der også selv har overvejet at forlade faget. 

”Jeg elsker at være sygeplejerske. Men jeg skal jo arbejde, til jeg bliver 70 år, og hvis jeg kan tjene det samme med meget mindre stres og pres i et andet job, hvorfor så ikke gøre det?”

Vi har spændt ben for os selv

Hun tror, at vejen frem til bedre løn og arbejdsvilkår er et opgør med sygeplejerskernes prædikat 'de søde piger'.

”Det har tidligere været sådan, at vi har været gode til at tage ekstravagter, hvis en kollega har været syg. For patienten skulle ikke aflyses, og vi ville gerne hjælpe vores leder. Nu er sygeplejersker blevet meget bedre til at sige nej. Jeg er ansat 32 timer. Jeg kommer og passer mit arbejde, og når jeg har fri, så går jeg hjem. Jeg kan ikke blive en time ekstra eller komme i weekenden, hvis en kollega er syg. Det, tror jeg, flytter noget på den lange bane,” siger hun og tilføjer:

“Vi er nødt til kun at arbejde det antal timer, vores norm er fastsat til. Politikerne giver ikke en højere løn, hvis vi bare tager vagterne alligevel. Og vi bliver bare mere og mere nedslidte. Så vi har i lang tid spændt ben for os selv. Men nu siger vi nej tak! Nu vil vi have en højere grundløn. Vi er ikke de søde piger længere.”