Læserbrev: Strejken videreføres med andre midler

”Strejken er slut – Grete skal gå!” opfordrer sygeplejerske Jes Haberlandt, Kolding Sygehus, i Sygeplejersken nr. 11/2021.

Man forstår godt, at opsparet frustration kan udløse vredesudbrud og krav om forandring, men Jes Haberlandts kritik af Grete Christensen og hovedbestyrelsen hænger ikke rigtig sammen set i lyset af selve optakten til konflikten og den aktuelle kontekst, den skulle udkæmpes i.

Grete og den øvrige hovedbestyrelse, som anbefalede ja til mæglingsforslaget, forudså måske, hvad konflikten kunne ende med, belært af erfaringerne fra 2008.  

Skal man uddrage noget positivt af strejken, må det være, at vi nu omsider har lært, hvordan man ikke skal konflikte.

Små målafgrænsede arbejdsnedlæggelser med et fåtal af sygeplejersker, er nok til ulempe for patienter og borgere i de udvalgte områder, men slet ikke nok til at forstyrre ferierende og makrelmad-flashende politikere, som vi erfaringsmæssigt ved, kun letter røven, når de personligt risikerer at få den i klemme.

Og den situation har vi ikke været i nærheden af under denne konflikt. Indleder man en strejke, skal det selvfølgelig gøres så omfattende som muligt, og hvor det gør mest ondt. 

En strejke er en magtkamp mellem to eller flere aktører, hvor modparten er ligeså forpligtet ift. konfliktens konsekvenser og dens løsning.

Det faktum har statsministeren valgt at ignorere. Mette Frederiksen og hendes regering har forpasset en historisk chance for at gøre op med årtiers kønsdiskrimination, kvindeundertrykkelse og sexisme.

Det må vi tage til efterretning og drage konsekvensen af: Inden for lovgivningsmæssige rammer udviser vi mindst mulig offervillighed og vilje til at medvirke til at samle et sundhedsvæsen op, som skiftende regeringer og folketing har lagt ned – under indtryk af mange års kulturelt og strukturelt forankret kvindeforagt!

Klaus Kanstrup er sygeplejerske, Psykiatrisk Center Nordsjælland.