Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En vinterpakke løser ikke lønefterslæb

”Det her er en midlertidig hjælp til de store problemer i sundhedsvæsenet," siger Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.

Sygeplejersken 2021 nr. 14, s. 14

Af:

Morten Jakobsen, kommunikationschef

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne blev 6. december enige om en corona-vinterpakke på 1 mia. kroner til regionerne, der skal ”styrke sygehusvæsenets robusthed over vinteren.” 

Dansk Sygeplejeråd mener det er en tiltrængt vinterpakke til sundhedsvæsenet. Den løser dog hverken de strukturelle problemer i sundhedsvæsnet eller sygeplejerskernes store lønefterslæb, siger Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen:

”Det her er en midlertidig hjælp til de store problemer i sundhedsvæsenet - men vi har endnu til gode at løse de grundlæggende problemer med mange års underfinansiering og alt for stor travlhed. Og det løser ikke det historiske lønefterslæb for sygeplejersker og andre kvindedominerede faggrupper. Vinterpakken her gør ingen sommer. Der ligger stadig et meget stort arbejde foran os, for at skabe ordentlige forhold – både på sygehusene og ude i kommunerne.”

Dansk Sygeplejeråd vil nu gå ind i forhandlinger med regionerne om, hvordan man kan fastholde og tiltrække sygeplejersker.