Sygeplejersken
Ligestillingspris til sygeplejerskerne
Sygeplejerskernes ligelønskamp og Dansk Sygeplejeråd har modtaget Dansk Kvindesamfunds ligestillingspris, Mathildeprisen.
Sygeplejersken 2021 nr. 14, s. 14
Af:
Mai Brandi Ludvigsen, journalist
Sygeplejerskernes ligelønskamp og Dansk Sygeplejeråd har modtaget Dansk Kvindesamfunds ligestillingspris, Mathildeprisen, for at have genoplivet ligelønsdebatten. Prisen blev uddelt i forbindelse med Dansk Kvindesamfunds 150-års jubilæum.
”Kampen for ligeløn er næsten lige så gammel som Dansk Kvindesamfund, og alligevel er ligeløn et af de ligestillingsproblemer, vi stadig ikke har fået løst. Takket være sygeplejerskernes vedholdenhed, strejke og fortsatte fokus er ligeløn nu noget, folketingspolitikerne taler om og har sat på dagsordenen,” lød det bl.a. i begrundelsen.
Mathildeprisen blev uddelt første gang i 1970 og er opkaldt efter Mathilde Fibiger (1830-1872), der med sin roman ’Clara Raphael – 12 breve’ luftede banebrydende tanker om kvinders frigørelse.