Skiftedag: "Nødvendigt at arbejde med sin egen retsfølelse"

“Jeg har tidligere mødt patienter, der har fået en dom til psykiatrisk behandling. Og her kunne jeg mærke en faglig interesse for retspsykiatrien.

For det er nogle komplekse og lange patientforløb, der kræver en stor tværfaglig indsats. Så jeg var meget interesseret, da jeg så stillingen på Psykia-trisk Center Sct. Hans.

Og jeg kunne samtidig se, at jeg kunne bringe min kandidatuddannelse i spil og udvikle mine kompetencer. F.eks. er arbejdet her mere recovery-orienteret, end hvad jeg er vant til.

Vi har nemlig stort fokus på at hjælpe patienten til at komme sig ud fra forskellige meningsfulde aktiviteter og ud fra det princip, at patienten er ekspert i eget liv.

Patienten er f.eks. selv med til at vælge mindst en af personerne i deres kontaktpersonsteam, hvor der sammen med patienten træffes store beslutninger om deres behandling. Patienterne er i gennemsnit indlagt fire år. Flertallet er diagnosticeret med paranoid skizofreni.

Flere har også et misbrug, og nogle har somatiske sygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme. 

Som klinisk sygeplejespecialist arbejder jeg med at sikre kvaliteten i sygeplejen. Derudover indgår jeg i den daglige sygepleje på afdelingen og er med i aktiviteterne.

Det kan være alt fra at administrere medicin til en tur i haven.
 Inden jeg søgte, havde jeg fordomme om sikkerheden og arbejdsmiljøet. For patienterne er jo potentielt farlige. Men vi er aldrig alene i miljøet uden kontakt til en kollega.

Vi er sikkerhedsmæssigt godt normeret. Vi benytter risikovurderinger til f.eks. at forbygge udadreagerende adfærd. Og vi træner fire gange årligt de greb, vi skal bruge, hvis en patient er til fare for sig selv eller andre, og det er nødvendigt at bruge magt.

Vi er uddannet i deeskalerende kommunikation, men vi kan i sjældne tilfælde – og som sidste udvej – være nødt til at tvangsbehandle med f.eks. bæltefiksering eller akut beroligende medicin. 

Vi skal selvfølgelig kende kriminaliteten, patienten er dømt for, for at forebygge ny kriminalitet. Men jeg tror, det kan være nødvendigt at arbejde med sin egen retsfølelse.

Patienterne er jo på baggrund af svær psykisk sygdom idømt en psykiatrisk særforanstaltning i stedet for at afsone sin straf i et fængsel.

Nogle kan måske synes, at det ikke stemmer overens med ens egen retsfølelse, at en patient, der har begået en voldsom og forfærdelig kriminel handling, kan få udgang til at besøge familien.

Men retsfølelsen afspejler ofte private holdninger. 

Når vi er på arbejde, er vores opgave at se på patienterne med professionelle briller.

Om behandlingen hjælper dem til komme sig og forebygge rekriminalisering, så de en dag kan vende tilbage til civilsamfundet. Det er vigtigt, at man ser og anerkender det menneske, man møder.”