Studerende i praksis: "Jeg har lært at ignorere egne basale behov ... "

Som 7. semesterstuderende nærmer uddannelsens afslutning og en autorisation som sygeplejerske sig med hastige skridt. Jeg husker tydeligt dengang, jeg startede på uddannelsen og var fuld af gåpåmod. Meget har jeg lært siden, både på godt og ondt. 

Læring der har bidraget til at gøre mig til den sygeplejerske, jeg er i dag. 

Selvom jeg glæder mig til at arbejde som sygeplejerske og brænder for mit fag, så er jeg også oprigtigt bekymret for min, kollegers og patienternes fremtid. 

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at sundhedsvæsenets udfordringer ift. arbejdsforhold og rekruttering har fyldt i medierne i nogen tid. Jeg har gennem snart tre et halvt års uddannelse oplevet det hele på egen krop.

Praktikperioder hvor der f.eks. hver dag var overbelægning, manglende refleksion grundet tidspres, meget overarbejde og manglende hjælp til oplæring pga. personalemangel.

Jeg har selv oplevet det pres og den stress, der hører med til arbejdet i sundhedsvæsenet og har haft dage, hvor min grænse for, hvad jeg kunne overskue, var nået. 

Det skræmmende er, at jeg har lært at ignorere denne grænse og arbejde videre. Jeg har lært at ignorere egne basale behov som toiletbesøg, vandpauser og stresssymptomer, hvis den pågældende arbejdsdag kræver det.

Alt dette har betydet, at jeg som studerende, desværre, i nogle tilfælde har tænkt tanken: ”Jeg skal bare overleve de næste 10 uger.”

Overlevelsesstrategien gør mig i tvivl om, hvorvidt jeg har lært nok i mine praktikker. Jeg er nervøs for, om alt det stress og pres har påvirket min modtagelighed over for læring, og om vi eventuelt har glemt noget vigtig undervejs?

Måske jeg kunne have været en dygtigere sygeplejerske, hvis forholdene havde været anderledes? Netop det spørgsmål giver mig en uro og en nervøsitet angående min forestående jobstart. 

Selvom jeg er bekymret for min egen faglighed, er det ikke den eneste bekymring. Jeg har oplevet kolleger, der ligesom mig ikke tilgodeser egne basale behov, og hvordan de bliver presset.

Jeg har i op til flere praktikker set dygtige, kompetente, empatiske sygeplejersker gå ned med flaget.

Det gør mig som nyuddannet bange, for det får mig til at tænke ”hvornår bliver det mon mig?” Jeg håber, at der snart er nogen, der hører vores opråb – nogen som ønsker at hjælpe os.

For ellers er jeg meget bekymret for fremtidens sundhedsvæsen, for mig selv, mine kolleger og kommende sygeplejestuderende. 

Jeg glæder mig oprigtigt til at komme ud som nyuddannet sygeplejerske og arbejde med min passion hver eneste dag. Desværre er presset mange steder så stort, at det ikke længere er et spørgsmål om måske, men hvornår jeg ikke kan holde til det længere. 

Julie Feldborg er sygeplejestuderende på 7. semester, UC Syd Aabenraa