Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker udgør nu 12 pct. i regionsrådene

I alt 25 sygeplejersker blev valgt ind i regionsrådene ved regionalvalget. Og mindst 29 i kommunerne. Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen glæder sig over valgresultatet.

Sygeplejersken 2021 nr. 14, s. 10

Af:

Alexandra Pedersen, journalist,

Helle Lindberg, journalist

”Jeg tror, at mange sygeplejersker føler, at de ikke bliver hørt. Derfor er det godt, at der bliver valgt nogle ind, som ved, hvad der foregår på gulvet,” siger Emilie Haug Rasch, nyvalgt medlem af regionsrådet, Hovedstaden.
”Jeg tror, at mange sygeplejersker føler, at de ikke bliver hørt. Derfor er det godt, at der bliver valgt nogle ind, som ved, hvad der foregår på gulvet,” siger Emilie Haug Rasch, nyvalgt medlem af regionsrådet, Hovedstaden.
Foto: Søren Svendsen
Ved regionsrådsvalget den 16. november valgte mange danskere at prioritere sundhedsvæsnet og sætte deres kryds ved en sygeplejerske.

Således sætter sygeplejersker sig på 12 pct. af pladserne i landets fem regionsråd, svarende til 25 sygeplejersker i alt. Det viser en optælling fra Dansk Sygeplejeråd. 

I kommunerne er mindst 29 sygeplejersker valgt ind i kommunalbestyrelser/byråd.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ønsker de valgte sygeplejersker stort tillykke:

”Det flotte resultat vidner om, at mange sygeplejersker engagerer sig aktivt i vores velfærdssamfund, herunder vores sundhedsvæsen. Rigtig mange sygeplejersker har været aktive i hele valgkampen, og nu har vælgerne kvitteret ved at vise dem stor respekt og tillid.”

Brug for sygeplejefaglige stemmer

I både Region Hovedstaden og Region Sjælland er hver femte indvalgte regionsrådsmedlem sygeplejerske. I Region Sjælland sidder der nu en sygeplejerske på 8 ud af 41 pladser i regionsrådet. I Region Hovedstaden er det 9 ud af 41 pladser.

I Region Midt er 10 pct. af de valgte regionsrådsmedlemmer sygeplejersker, og i Region Nord er det 7 pct. I Region Syd er der valgt 1 sygeplejerske til regionsrådet. 

Emilie Haug Rasch er én af de sygeplejersker, som blev valgt ind i Region Hovedstaden.

Sammen med sine kollegaer ser hun frem til at sætte sin faglighed i spil og gøre sin politiske indflydelse gældende.

”Der er brug for flere sygeplejefaglige stemmer i politik. Jeg tror, at mange sygeplejersker føler, at de ikke bliver hørt, både i nationalt og regionalt regi. Derfor er det godt, at der bliver valgt nogle ind, som ved, hvad der foregår på gulvet i afdelingerne – for det er dér, vi kan mærke konsekvenserne af de politiske beslutninger,” siger Emilie Haug Rasch, som stillede op for Enhedslisten.

De mange, valgte sygeplejersker er også med til at påvirke en ny rekord. Danske Regioner oplyser nemlig, at der er valgt rekordmange kvinder ind i regionsrådene. På landsplan sidder der således nu en kvinde på 50,2 pct. af taburetterne.