Alene med ansvaret

 Inna Jacobsen meldte sig frivilligt til at lede et covid-19-afsnit på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Fra den ene dag til den anden forlod hun sit job som afdelingssygeplejerske i en velfungerende ortopædkirurgisk afdeling i Køge og mødte op på en ny matrikel, hvor det var begyndt at vælte ind med alvorligt syge patienter. 

”Det var nok adrenalinet, der gjorde, at jeg gerne ville deltage aktivt i covid-beredskabet. Det var nyt og anderledes, og jeg har energi til at bygge noget op fra bunden, gøre det godt og se resultater,” siger hun om baggrunden for, at hun den dag i marts 2020 stod i ret tomme lokaler, der nu skulle gøres klar i en fart.

Siden skulle det vise sig, at jo, det var meningsfuldt at bruge sin dengang to års erfaring med ledelse, sin viden fra en master i sundhedspædagogik og uddannelser som projektleder og forbedringsagent på at afbøde effekterne af den historiske sundhedskrise. 

Men det krævede arbejde i døgndrift fra 6:30 til 21 hver dag – også i weekenden – at få afdelingen til at fungere, og det skete på trods af særdeles vanskelige arbejdsforhold, som blev defineret oppefra og udefra.

Opgaven var at levere god ledelse af en ekstremt skiftende gruppe medarbejdere stort set uden at have indflydelse på, hvem der kom, og hvilke retningslinjer afdelingen skulle følge.

 Samtidig fik hun ikke den viden, der skulle til for at forklare medarbejdere, patienter og pårørende rationalerne bag de næsten daglige ændringer af instrukser og beslutninger om f.eks. værnemidler og besøgsrestriktioner.

”Det var frustrerende, at jeg vidste, hvad der skulle ske, men ikke hvorfor. Jeg fik at vide, hvad der var besluttet, men jeg kendte ikke baggrunden, og så kunne jeg ikke fortælle medarbejderne, hvorfor det var besluttet,” siger Inna Jacobsen.

”Lederuddannelse gør en forskel”

Afdelingssygeplejerskerne kom til at stå ret så alene under første bølge af covid-19. Det dokumenterer forskningsprojektet Frontline udført af 14 forskere i Region Sjælland. 

Mellemlederne var de mest pressede blandt 115 ledere i otte professioner på Sjællands Universitetshospital, der deltog i en spørgeundersøgelse i foråret 2020. Halvdelen af deltagerne var sygeplejersker, der ligesom de andre svarede på 27 spørgsmål om kommunikation, koordinering og beslutningstagning, samarbejde og bekymringer. 

Svarene viste, at kommunikationen mellem hospitalsledelsen og afdelingssygeplejerskerne ikke fungerede særlig godt. 

”Vi er jo en hierarkisk organiseret institution, hvor sygehusledelsen kommunikerer til afdelingsledelsen, der så samarbejder med afdelingssygeplejerskerne. Derfor oplevede de ledende oversygeplejersker og overlæger sig generelt bedre orienteret og vidende om, hvad der skete end afdelingssygeplejerskerne,” siger professor og sygeplejerske Bibi Hølge-Hazelton fra Sjællands Universitetshospital. 

”Afdelingssygeplejerskerne stod ude i det enkelte afsnit og fik hele tiden nye retningslinjer, nogle gange to-tre gange i løbet af en dag, og de forstod ikke nødvendigvis rationalet bag de retningslinjer, der kom ud,” siger hun. 

Ifølge undersøgelsen oplevede mellemlederne sig langt dårligere forberedt til den næste fase af pandemien. De mente sig dårligere i stand til at kommunikere klart til deres personale og samarbejdspartnere i situationen. De fandt sig også mindre forberedt på at besvare spørgsmål fra patienter og pårørende.

Desuden oplevede afdelingssygeplejerskerne, at de i mindre grad var i stand til at træffe komplekse beslutninger om koordination, og de oplevede mindre samarbejde med ledere på deres eget niveau end deres chefer - oversygeplejerskerne.

”Det er ikke så mærkeligt,” konstaterer Bibi Hølge-Hazelton. ”For ledende oversygeplejersker og overlæger holdt løbende tværgående møder med sygehusledelsen, mens afdelingssygeplejerskerne var afhængige af selv at have et netværk på tværs og af at have en ledelse, der kommunikerede tæt.”

Frontline-projektet viser, at særligt afdelingssygeplejersker med mindre end to års ledererfaring og ingen formel lederuddannelse kunne føle sig pressede og alene. Omkring hver fjerde afdelingssygeplejerske har ikke en lederuddannelse på Sjællands Universitetshospital – og billedet er omtrent det samme i hele landet, viser tal fra DSR.

Forskerne anbefaler derfor, at hospitalsledelserne er særligt opmærksom på at støtte op om disse ledere og få rullet lederuddannelse hurtigst muligt ud. 

”Lederuddannelse gør en forskel – også i forhold til, at man gennem uddannelse bliver bevidst om betydningen af netværk, om at man ikke kan eller skal vide alt, og at man godt kan bede om hjælp, når det nødvendigt,” siger Bibi Hølge-Hazelton.

Hun mener, at resultaterne i Frontline er relevante for sygehuse i hele landet og også internationalt. Det understreges af, at der er en skotsk professor med i forskergruppen, og at resultaterne bliver publiceret i internationale tidsskrifter.

”Der var ingen kontinuitet”

Inna Jacobsen vidste godt, at hun havde brug for hjælp, da hun stod på en fremmed matrikel med tomme skabe, få pc-arbejdspladser, ingen oversigtskærme, manglende teknisk udstyr og intet netværk til de andre mellemledere og servicefunktioner på hospitalet i Roskilde. 

Hun bad om at få assistance fra en fast makker, en sygeplejerske og stabsmedarbejder, der blev en uvurderlig hjælp, og Inna Jacobsen var heldig, at der til covid-19-afsnittet var udlånt ti medarbejdere fra hende egen afdeling i Køge. Hun kendte deres kompetencer, og de havde et gensidigt tillidsforhold.

Derfor hjalp de ti især med slæbet med aften- og nattevagter, mens fire medicinske sygeplejersker fra Roskilde udgjorde den erfarne stamme i alle vagtlag.

Desuden fik hun opbakning fra sin ledelse og fra sygehusets vicedirektør Susanne Friis. Men det gik, som Susanne Friis i dag konstaterer, ”hip-hop-i-galop” med at omorganisere driften af hospitalet i foråret 2020, og for Inna Jacobsen var der ikke andet at gøre end at arbejde solen sort.

”Jeg fik opbakning. Det ville være unfair at sige andet. Men der blev også truffet nogle beslutninger, som set i bagklogskabens lys ikke var gennemtænkte,” siger hun i dag.

Det var hårdt at drive et covid-afsnit med indlån fra mange forskellige afdelinger, herunder ambulatorier, hvor personalet ikke var vant til at arbejde med sengeliggende patienter. Det var uhensigtsmæssigt, at der i en 14-dages vagtplan kunne indgå 72 udlånsmedarbejdere, hvoraf halvdelen blot havde få vagter, f.eks. tre på 14 dage. 

”Der var ingen kontinuitet. Hver morgen stod der nyt personale uden for min dør, og jeg sagde ”Velkommen, har du været på en sengeafdeling før, og hvad har du af erfaringer?” Det gentog jeg ved alle tre vagtskifter,” fortæller Inna Jacobsen.

I forvejen havde hun gjort alt, hvad hun kunne, for at lægge en realistisk vagtplan. Fredag og lørdag hver anden uge blev brugt på at ringe til samtlige medarbejdere, der skulle indgå i planen, for at høre deres behov.

Ved siden af havde hun sit eget personale fra ortopædkirurgisk afdeling og ambulatorium i Køge at passe på sammen med afdelingens souschef. Personalet var spredt på tre forskellige covid-afdelinger.

”De var også frustrerede, og det er min passion at passe på mine medarbejdere, så jeg gjorde, hvad jeg kunne for at samle dem op,” fortæller hun, og dette ekstra pres ved at skulle lede på distancen var hun ifølge Frontline-projektet ikke alene om.

Hospitalsledelsen lyttede 

Forskerne bag Frontline præsenterede i forsommeren 2020 deres resultater for hospitalsledelsen, og det blev et wake-up call, der – sammen med andre høstede erfaringer – førte til klare forbedringer på hospitalet. 

Forskerne arrangerede en workshop for sygehusledelsen og afdelingssygeplejerskerne, og der blev indført faste onlinemøder mellem sygehusledelsen og afdelingssygeplejerskerne hver uge eller 14. dag, så den direkte dialog kunne fortsætte. 

Ledelsen traf desuden beslutning om, at i anden bølge af pandemien skulle covid-afsnittene placeres dér, hvor der er en erfaren ledelse og en stabil medarbejdergruppe og begrænset behov for indlån af personale. 

Derfor er Inna Jacobsen i dag leder af et covid-afsnit ”hjemme” i sine egne omgivelser i Køge med sin egen medarbejderskare.

”Jeg har omtrent det halve antal medarbejdere til rådighed nu, men vi kan passe lige så mange covid-patienter, fordi kompetencerne er til stede. Jeg har ikke brug for så mange hænder, fordi jeg har de rigtige hoveder,” siger hun.

Sygehusledelsen arbejder nu på at udvikle tilbud særligt til de afdelingssygeplejersker, der har kort erfaring og ingen formel lederuddannelse. Det handler om netværk, mentorer og prioritering af uddannelse.

”Lige nu forbereder vi os på, hvordan vi kan ruste lederne, hvis den næste store bølge kommer med den mere smitsomme B117-virus. Så bliver alle ramt, også de ikke så erfarne ledere. Vi er meget opmærksomme på, at afdelingssygeplejerkerne ikke igen skal opleve at være alene,” siger vicedirektør Susanne Friis fra Sjællands Universitetshospital. 

Læs også

Tvillingeledelse: Aldrig alene med ansvaret

Læs også artiklen ”God introduktion og synlig ledelse, tak” i Fag & Forskning nr. 1/2021