Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Presset er stort på ledende sygeplejersker under pandemien

I januar var flere end hver tredje ledende sygeplejerske i kommuner og regioner stressede hele tiden eller ofte. Der er en kæmpe post-corona opgave med at sikre, at alle ledere kommer godt videre, siger professor.

Sygeplejersken 2021 nr. 3, s. 8

Af:

Marianne Bom, journalist

sy3-2021_akt_ledende-spl-og-corona

Midt under anden bølge af covid-19 gennemførte Dansk Sygeplejeråd en spørgeundersøgelse blandt ledende sygeplejersker ansat i kommuner og regioner for at finde ud af, hvor mange der havde covid-19 inde på livet på jobbet, og hvordan lederne oplevede arbejdet som leder under corona.

Undersøgelsen viser, at covid-19 forekommer på mange arbejdspladser. Over halvdelen (53 pct.) af de regionale og kommunale ledere arbejdede i januar et sted med patienter eller borgere, der var diagnosticeret med covid-19. 

Mere end hver tredje leder (38 pct.) følte sig hele tiden (9 pct.) eller ofte (29 pct.) stresset i løbet af de to uger, der gik forud for undersøgelsen. Otte ud af ti angiver, at arbejdet er den vigtigste kilde til stress.

At de ledende sygeplejersker oplever at være pressede, overrasker ikke professor og sygeplejerske Bibi Hølge-Hazelton. Hun har forsket i lederes vilkår under pandemien på Sjællands Universitetshospital og fandt, at navnlig mellemledere var under pres.  

”Der er i den grad plads til forbedring i forhold til at yde støtte til de ledere, der er pressede. Det pegede vores undersøgelse i FRONTLINE-projektet også på,” siger hun.

I den måned, der gik forud for DSR’s undersøgelse i januar, stod otte ud af ti ledende sygeplejerser mere til rådighed f.eks. aften, nat og weekend end før covid-19. Lige så mange oplevede et højere arbejdspres. 

Under hele pandemien har hver anden ledende sygeplejerske (52 pct.) i høj grad oplevet sig støttet af sin egen ledelse under pandemien. Færre – 44 pct. – har i høj grad oplevet at have mulighed for at støtte egne medarbejdere. 

”Vi har en kæmpe post-corona opgave med at anerkende ledernes enorme indsats – både fagligt og personligt – og med at identificere de ledere, der har brug for hjælp til at komme ordentligt videre,” siger Bibi Hølge-Hazelton.

1.552 ledende sygeplejersker deltog i DSR’s undersøgelse, som havde en svarprocent på 49.

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken: