Studerende i praksis: "Omsorgen har mange ansigter i retspsykiatrien"

Mennesket er så enormt komplekst, at det er svært at sætte ord på, også skriftligt.

Min praktik på retspsykiatrisk afsnit har bestemt ikke gjort min fascination af mennesket og dets psyke mindre.

Her har jeg mødt meget psykisk syge patienter, hvis hjerner har så meget magt og kontrol over dem, at der fortsat er risiko for, at de er personfarlige. 

De har tidligere gjort noget af det mest brutale, et menneske kan gøre mod et andet, og ødelagt liv ude på den anden side af retspsykiatriens mure.

Resultatet er, at de sidder inden for disse mure og lider under sygdommen, der fortsat har kløerne i dem.

I mødet med de retspsykiatriske patienter har jeg oplevet en ny side af mig selv, som jeg ikke vidste, jeg havde, nemlig følelsen af utilstrækkelighed.

Et menneske, som kun sidder en armslængde fra mig, og som tydeligvis lider, kan jeg ikke nå ind til og hjælpe.

På den baggrund er min beundring for retspsykiatriske sygeplejersker kun blevet større, da de besidder mange modsatrettede kompetencer. 

I mødet med den psykiatriske patient er de milde og forstående, og samtidig har de en psyke, som gør dem i stand til at grænsesætte og sige nej.

Sagt på en anden måde har omsorgen mange ansigter i retspsykiatrien. 

Det er gået op for mig, hvor vigtigt det er med en stor portion håb, tillid og især tålmodighed i arbejdet med retspsykiatriske patienter.

Jeg synes, det er virkelig svært at acceptere, at det kan tage mange år at lindre deres tilstand, og måske sker det endda aldrig. 

Når vagten er slut, har jeg ikke den tilfredsstillende følelse af at have ændret og været noget for nogen, fordi indsatsen og relationsopbygningen i retspsykiatrien er så langsigtet.

Det er herfra min store beundring og respekt for retspsykiatriske sygeplejersker udspringer.

De har et oprigtigt ønske om at gøre det bedste for disse patienter, og de bruger det som drivkraft til i samarbejde med patienterne at forsøge at genopbygge deres mestring af eget liv. Jeg synes grundlæggende, det er en af de fornemste og vigtigste opgaver som sygeplejerske. 

Som nævnt er min fascination af mennesket og dets psyke ikke blevet mindre af mødet med patienterne på retspsykiatrisk afsnit.

Det har taget lang tid for mig at forstå og dernæst at forsøge at acceptere, at jeg ikke kommer til at udrette noget synligt i min praktikperiode.

Jeg er samtidig også blevet mere bevidst om, hvor bred en vifte af muligheder der er for specialisering i sygeplejen, og dermed er jeg også mere afklaret om, i hvilken retning jeg selv vil, når jeg er færdiguddannet.  

Marie Colding Laursen er sygeplejestuderende på 5. semester på VIA Viborg.