Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kirsten Stallknecht Prisen 2021

Mere mod og åbnede døre. To tidligere modtagere af Kirsten Stallknecht Prisen fortæller, hvad prisen har betydet for dem.

Sygeplejersken 2021 nr. 4, s. 14

Af:

Jette Bagh, fagredaktør

Robert Olsen
Robert Olsen
Foto: Per Bix

I 2003 modtog sygeplejerske og forstander for Mændenes Hjem i København, Robert Olsen, Kirsten Stallknecht Prisen.

Begrundelsen var, at han havde talt misbrugerne, de psykisk syge og de hjemløses sag.

Robert Olsen har ytret sig om mange emner, som efterfølgende er blevet til sager på den politiske dagsorden. 

Sygeplejersken har talt med Robert Olsen, nu 60 år, som siden 2011 har været forstander på Koefods Skole på Amager, om den betydning, prisen har haft for ham. 

”Jeg fik mod til at skrive mere. Bøger, kapitler i bøger, debatindlæg og kronikker. Og da jeg blev ansat på Koefods Skole, spurgte man ind til prisen, som stod på mit cv.”

Erfaring med medier, synlighed og folkelig forankring var en vigtig faktor, da han blev ansat som forstander.

Lisbeth Wium-Andersen
Lisbeth Wium-Andersen
Privatfoto

Opbakning til ytringspligt

Lisbeth Wium-Andersen modtog Kirsten Stallknecht Prisen i 2015 for sit opgør med det, hun kaldte ”regnearkspsykiatri”.

I et læserbrev beskrev hun sine faglige frustrationer over ændringer af retningslinjer for udredningen af ambulante, psykiatriske patienter i Region Midtjylland, som hun fandt uetisk.

Forholdene førte senere til, at Lisbeth Wium-Andersen skiftede job.

Hun har ved jobskiftet oplevet, at ansættelsesudvalget spurgte ind til prisen, og at hendes svar blev modtaget positivt. 

”Det er fantastisk, at I holder fast i Kirsten Stallknecht Prisen som signal,” mener Lisbeth Wium-Andersen, der opfatter prisen som opbakning fra Dansk Sygeplejeråd til sygeplejerskers ”ytringspligt”.

Hun blev efter prismodtagelsen interviewet på P4 og holdt foredrag i to kvindeklubber. I 2016 blev hun til sin store overraskelse inviteret til Færøerne for at holde oplæg på de færøske sygeplejerskers landsmøde om prisen og årsagen til, at hun modtog den.

Prisen har både styrket hendes mod og åbnet døre, fortæller hun. 

Lisbeth Wium-Andersen, 59 år, er ansat som konsulent i Psykiatri & Handicap, Ikast-Brande Kommune.

KS prisen 2021

Husk at nominere

Diskutér og nominér jeres kandidat til Kirsten Stallknecht Prisen senest den 7. april.