Sygeplejersken
Leder: Der skal ryddes op i patienternes medicin
"Knap hver femte dansker over 60 år får flere end 10 forskellige lægemidler i døgnet."
Sygeplejersken 2021 nr. 4, s. 3
Af:
Grete Christensen, formand
For mange borgere er det et nødvendigt onde at indtage mange lægemidler for at kunne opretholde en velfungerende tilværelse.
Men alt for mange patienter indtager alt for meget medicin som en konsekvens af vores højtspecialiserede sundhedsvæsen, hvor overblikket og ansvaret for den enkelte patients samlede sygdomsbillede og livssituation går tabt.
Tallene taler deres tydelige sprog: Der er i dag over 750.000 borgere, der indtager flere end fem forskellige medicinske præparater i døgnet.
Knap hver femte dansker over 60 år får flere end 10 forskellige lægemidler i døgnet.
Der er brug for løsninger og en organisering, der reelt sætter patientens samlede sygdomsbillede og trivsel i centrum.
Her har sygeplejersker, farmakonomer, den behandlende læge m.fl. hver et ansvar at løfte.
Sygeplejersker har ofte en central rolle, da sygeplejerskerne gennem deres faglighed samt tætte kontakt til den enkelte patient opnår en særlig viden om medicinens virkning og bivirkninger.
I dette nummer af Sygeplejersken kan du bl.a. læse om medicinansvarlige sygeplejersker på en sygehusafdeling, som netop har til formål at bringe orden i den enkelte patients medicin, inden patienten udskrives.
Du kan også læse om nye sygehusafdelinger, hvor alle faggrupper samles under ét tag, så der kan tilbydes en helhedsorienteret indsats målrettet de mest komplekse multisyge og
polyfarmacipatienter.
Polyfarmacipatienter må aldrig være en konsekvens af sundhedsvæsenets organisering og higen efter at løse hver enkelt sygdom isoleret set.