Studerende i praksis: "I min optik bliver håndelaget glemt og overskygget af akademisering"

En debat er blusset op, efter at to sygeplejestuderende den 10. januar i Politiken fortalte om deres bekymringer for den stigende akademisering på uddannelsen i debatindlægget ’Bekymrede syge-plejestuderende: Vi kan ikke redde patienterne, hvis de pludselig får et ildebefindende’.

Den 9. februar fik de et modsvar – ’Mere akademisering i sygeplejeuddannelsen, tak’ – fra en af mine medstuderende i netmediet pov.international.

Det har ledt til store debatter med stor uenighed. 

En analogi, som jeg ofte ser brugt, er: ”Det er ligesom med et kørekort. Du lærer først at køre bil, når du kommer ud og får erfaring”.

Jeg er enig.

Men jeg husker, at da jeg tog kørekort, var det en god blanding af teori og praksis.

Jeg lærte at kigge i bakspejlet og over skulderen, blinke og køre i glat føre.

Det helt basale, som det er nødvendigt at kunne som bilist for at være i stand til at køre sikkert.

En sammenligning med sygeplejen kunne være at lægge en iv-adgang, skifte et kateter, sårpleje, at dosere korrekt eller observere forandringer ud fra vitale værdier.

Helt basale færdigheder som de fleste sygeplejersker formentlig vil stifte bekendtskab med, når de er færdiguddannede, og som er vigtige for patientens helbred og velvære.

Er man uheldig, stifter man ikke bekendtskab med meget af det før næsten tre år inde i uddannelsen som jeg.

Flere af dem, jeg har talt med, som er færdiguddannede, fortæller, at de slet ikke i deres kliniske praksis oplevede at udføre alle disse procedurer.

Forstå mig ret, går jeg mine noter igennem, finder jeg et hav af teoretikere, jeg efterhånden kan det mest basale om.

Men skal jeg lægge et kateter, give en injektion eller rense et sår, er usikkerheden stor og skræmmende.

Er det forkert, at man forventer, at man i praksis opnår helt basale færdigheder, som man også kan i søvne ligesom teorien?

Det synes jeg ikke.

Imin optik bliver håndelaget glemt og overskygget af akademisering.

Jeg ved fra flere studerende, at den stigende akademisering skaber nervøsitet og en følelse af utilstrækkelighed forud for klinikkerne.

Sådan har jeg det også selv.

Jeg er ikke sikker på, det er godt for læringen. Mon ikke vi har haft noget teori om det også? 

Jeg ved udmærket, at jeg ikke taler på alles vegne, og at jeg ikke har mulighed for at komme dybere ind problemstillingen her.

Jeg har i øvrigt heller ikke nogen løsning. Jeg ved bare, at det er problematisk for mange studerende, og at det derfor er noget, vi sammen burde kigge på, så vi kan ruste fremtidige studerende bedre.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke negligerer teorien, overhovedet ikke. Men der er virkelig langt fra teori til praksis.  

Mark Refsgaard er 6. semesterstuderende ved VIA UC Viborg.