Sygeplejersken
Regionerne er halvvejs i mål med 1.000 flere sygeplejesker
Målet om 1.000 flere sygeplejersker er godt på vej til at blive opfyldt. Det viser en midtvejsstatus. Der skal dog nye ambitiøse mål til, hvis sygeplejerskerne skal kunne mærke presset lette, mener formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.
Sygeplejersken 2021 nr. 5, s. 14
Af:
Mai Brandi Ludvigsen, journalist
584 flere sygeplejersker er ansat på de danske sygehuse i fjerde kvartal 2020 sammenlignet med samme periode i 2019. Regionerne opfylder dermed delmålet om 500 flere sygeplejersker i 2020 og er godt på vej mod målet om 1.000 flere sygeplejersker i 2021, som det er aftalt med regeringen.
Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd, glæder sig over tallet, men siger:
”Desværre er vi stadigvæk langt fra mål, når det gælder om at få arbejdstempoet ned på et niveau, hvor det ikke slider sygeplejerskerne op og går ud over kvaliteten hos patienterne.”
Hun minder om, at de 1.000 ekstra stillinger ikke bare skulle smøres tyndt ud, men oprettes der, hvor der er allermest pres på. Det kan variere lokalt, men gælder særligt skadestuer, akutmodtagelser og kirurgiske og medicinske afdelinger, hvor sygeplejerskerne oplever højere arbejdstempo end på andre afdelinger.
Dansk Sygeplejeråd opfordrer politikerne på Christiansborg til at sætte yderligere penge af på finansloven for 2022 til et nyt mål om 2.000 flere sygeplejersker og til at løfte antallet af uddannelsespladser på sygeplejerskeuddannelsen. Det skal sikre, at målsætningen om flere sygeplejersker kan fastholdes og udbygges.
Analyse: Travlhed og dårlig kvalitet
At der er brug for flere kolleger bliver bekræftet i en ny arbejdsmiljøundersøgelse blandt medlemmer af Dansk Sygeplejeråd (SATH 2021). Den viser, at 61 pct. af sygeplejerskerne oplever, at det altid eller ofte er nødvendigt at arbejde meget hurtigt. Knap hver tredje oplever, at det går ud over kvaliteten af arbejdet. Og lidt under hver tredje oplever altid eller ofte, at de ikke når alle deres arbejdsopgaver.
Samtidig viser undersøgelsen, at de sygeplejersker, der oplever et højt arbejdstempo, har lavere jobtilfredshed, højere grad af nedslidning og udbrændthed samt mere sygefravær.
”Der skal arbejdes meget mere målrettet med at gøre det attraktivt for sygeplejersker at blive i deres job, og det er et ansvar for både arbejdsgiverne og Christiansborg,” siger Grete Christensen.
Bedre fastholdelse handler bl.a. om gode introduktionsforløb, flere kolleger, tydelige karrieveje og bedre løn.