Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: "Nu møder jeg ind til morgenhimlen over søen"

"Jeg har fået arbejdsglæden og energien tilbage."

Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 74

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

MBP_Jeanette Henriksen_DSR_26-04-2021_0001
Jeanette Henriksen, 57 år.


Nyt job: 5. juni 2020 Tryghedshotellet i Lemvig Kommune, hvor hun bl.a. tager sig af borgere, der er udskrevet fra hospitalet, men kommer forbi Tryghedshotellet, inden de kan komme hjem.
Kom fra: 14 år som projektleder og kvalitetskonsulent i Hospitals-
enheden Vest. Før det bl.a. neurologisk afdeling, Holstebro.

”Jeg ringede egentlig for at tale med områdelederen om et helt andet job, end det jeg endte med at søge.

Jeg havde set, at de her på Tryghedshotellet søgte en husassistent, og jeg tænkte, at det måske var et job for mig.

For jeg var nødt til at starte på en frisk efter en lang periode sygemeldt med stress.

Og det her med at ordne praktiske ting, vidste jeg, at jeg kunne klare. Men hun fik overbevist mig om, at jeg i stedet for skulle søge et job som sygeplejerske.

Så det gjorde jeg. Det var jeg tryg ved, for jeg havde jo hendes back up.

Før arbejdede jeg med patientsikkerhed i en stabsfunktion lige under hospitalsledelsen, og da jeg blev sygemeldt, var jeg projektleder for at indføre nye medicinarbejdsgange.

Men det sled mig op. Jeg var sygemeldt i fire måneder og brugte så et års tid på at forsøge at komme tilbage til mit arbejde. 

Jeg startede med at rydde op og sortere journaler. Jeg havde helt mistet min faglige identitet og selvtillid.

Så jeg begyndte at kigge mig omkring og tænkte, at jeg måtte skifte spor. Jeg talte også med Dansk Sygeplejeråds karriereråd-giver, der fik mig til at vende blikket lidt mod andre stillinger inden for faget. Nu er jeg så her. 

Jeg havde aldrig troet, at de kunne bruge mig i den her stilling – efter 14 år bag et skrivebord.

Men fælles for begge steder er, at det er patientens perspektiv, der kommer først.

Det betyder meget for mig, at patienten er i centrum. Uanset hvor jeg arbejder. Vi har her et helhedssyn på borgeren, og det var også en af grundene til, at jeg søgte. 

Her er plads til ni borgere. De kommer enten fra eget hjem for at undgå indlæggelse eller fra forskellige sengeafdelinger. Kommer de fra hospitalet, følger vi op på den behandling, der er sat i gang.

Nogle kommer fra mavetarmkirurgisk afdeling, efter de har fået anlagt en stomi, andre får intravenøst antibiotika for behandling af infektion, og vi har patienter, der har haft en blodprop eller en hjerneblødning. 

 Jeg har brugt det første halve år her på Tryghedshotellet på at komme i gang med at arbejde som sygeplejerske igen.

Og her har jeg heldigvis kunnet mærke, at jeg kan trække på min erfaring og mit kliniske blik gennem mange år.

Jeg har f.eks. fået opgaven som ansvarlig for patientsikkerheden. Jeg indrapporterer nu utilsigtede hændelser. Før modtog jeg dem. 

Jeg har nu fået arbejdsglæden og energien tilbage. Det her er et lille sted, hvor jeg kan tage et skridt ad gangen og stille og roligt genoptræne mine kompetencer.

Det passer godt til, hvor jeg nu er i mit liv.

Og så ligger stedet ned til en stor sø i det naturskønne Lemvig, hvor vi også kan tage borgerne med ned på tur.

Det er fantastisk, når man møder ind og ser den røde morgenhimmel over søen.” 

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere