Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Smittede med covid-19: Sygeplejersker topper statistikken

Tal fra Arbejdstilsynet viser, at flest registrerede, anmeldte arbejdsskader som følge af smitte med covid-19 findes i kategorien ”Sygeplejerskearbejde”.

Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 13

Af:

Henrik Boesen, journalist

sy6-2021_akt_coronavirus

Sygeplejersker og andet sundhedspersonale topper statistikken over antal anmeldte arbejdsskader som følge af smitte med covid-19.

Tallene fremgår af et særligt optællingsark, som Arbejdstilsynet har skabt for at få overblik over det stigende antal tilfælde af arbejdsskader anmeldt inden for kategorien ”Akut infektion eller andre former for forgiftning”.

I februar sidste år registrerede Arbejdstilsynet på landsplan 76 personer med covid-19. Måneden efter var tallet steget til 91 personer, og herefter gik det stærkt.

Allerede i april var antallet af anmeldte skader nået op på 338, og endnu en tredobling skete i løbet af maj med over 900 anmeldte skader.

Arbejdstilsynet har i den 14 måneder lange periode fra den 1. februar 2020 til og med den 31. marts i år registreret i alt 11.505 anmeldte arbejdsskader som følge af covid-19.

Langt den største kategori

Ikke alle anmeldte skader er registreret som ”Sygeplejerskearbejde”.

Den kategori er dog langt den største med 2.788 anmeldelser (24 pct.), mens der i kategorien ”Social- og sundhedsarbejde i private hjem” er registreret 1.591 anmeldelser (14 pct.), og i ”Omsorgsarbejde på institutioner og hospitaler” er registreret 1.076 tilfælde (9 pct.).

Til sammenligning er ”Lægearbejde” registreret med 673 tilfælde (6 pct.) og ”Lægesekretærarbejde” 153 tilfælde (1 pct.).