Studerende i praksis: "Hun udtrykker en følelse af at være uren og inficeret ... "

At være i isolation kan være en udfordrende og ensom oplevelse for patienten.

Under min klinik på 2. semester havde jeg som sygeplejestuderende mit allerførste møde med patienter i isolation.

Klinikken foregik på et plejehjem under covid-19-pandemiens spæde start i Danmark. 

Grundet covid-19 var der kommet en række retningslinjer på plejehjemmet, hvilket betød at en ellers frisk og velfungerende ældre beboer skulle isoleres, da hun hostede lidt mere end vanligt. 

Beboeren opholdt sig normalt i sin bolig det meste af tiden, men satte stor pris på selv at gå ud med sin bakke efter måltiderne og at hente eftermiddagskaffen. 

En eftermiddag skulle jeg ind og aflevere hendes kaffe i engangsservice og selvfølgelig iført isolationsudstyr.

Vi snakker om, hvordan hun har det, og undervejs i samtalen vil hun tage fat i min arm, men stopper sig selv halvvejs og siger:

”Hov, det må jeg jo ikke” og trækker sig tilbage. Da hun rykker sig tilbage, trækker hun armene mod kroppen og krymper nærmest lidt sammen.

Hun udtrykker en følelse af at være uren og inficeret samt have gjort noget ukorrekt.  

Før denne oplevelse handlede mine tanker om isolation primært om det praktiske. Hvilken rækkefølge skulle jeg aftage kittel, handsker, mundbind, visir og spritte af.

Hvordan havde den ældre dame det? Hostede hun stadig?

På første semester havde jeg haft undervisning om, hvordan patienter bliver påvirket af at være i isolation, herunder at en højere andel af patienterne oplever psykiske belastninger som ensomhed og depression. 

Denne viden var gledet lidt i baggrunden, og det rent praktiske og instrumentelle fik størst betydning.

Noget som kan ske for os studerende: vores viden om teorier og modeller glemmer man i praksis, og fokus er rettet mod det rent praktiske i situationen.

Oplevelsen med den ældre dame i isolation betød, at jeg på egen krop oplevede, hvordan et andet menneske blev påvirket af at være i isolation.

Efterfølgende blev jeg meget mere opmærksom på mit eget kropssprog.

Dvs. hvordan min mimik og øjenkontakt kunne udstråle, at jeg var nærværende.

Selvom den ældre dame ikke kunne se størstedelen af mit ansigt pga. mundbindet, håbede jeg, at hun kunne se smilet i mine øjne. 

Det gik op for mig, hvor vigtigt ens sparsomme kropssprog og fremtoning bag kittel og mundbind er for patienten.

Men samtidig også hvordan man på trods af kittel og mundbind kan udstråle omsorg og følelser. 

Min oplevelse i klinikken med den ældre dame er jeg i dag taknemmelig for.

I fremtiden, når jeg møder patienter i isolation, vil jeg tage læring med videre fra denne oplevelse.

Jeg er blevet mere bevidst om, hvordan det kan belaste patienten at være i isolation, og hvorfor det er vigtigt, at vi som sundhedsprofessionelle er opmærksomme på dette. 

Marie Elizabeth Sander er sygeplejestuderende på 4. semester, UC Diakonissestiftelsen.