Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dengang: Kollektive opsigelser i lønkamp

Kollektiv opsigelse var det skrappeste kampmiddel, der dengang kunne accepteres i lønkampen. 

Sygeplejersken 2021 nr. 7, s. 38-39

Af:

Trine Antvor, leder, Dansk Sygeplejehistorisk Museum

1946; Københavns kommunale  Sygeplejerskeforening
Attribution 
Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

I 1946 fremsatte statens lønningskommission et lønforslag, der indplacerede sygeplejerskerne i en særlig lønklasse for kvinder og på et lavere niveau end faglige arbejdere.

Da forhandlingerne mellem staten og sygeplejerskerne ikke førte til noget, fik mange sygeplejersker nok og deponerede deres opsigelser. Kollektiv opsigelse var det skrappeste kampmiddel, der dengang kunne accepteres i lønkampen. 

Statsminister Knud Kristensen (Venstre) blev meget oprørt over situationen, for noget sådant var ikke tidligere set. Staten ville ikke forhandle, så længe konflikten var i gang, og sygeplejerskerne begyndte derfor at trække deres opsigelser tilbage.

På billedet er Københavns kommunale Sygeplejerskeforening til generalforsamling på Københavns Rådhus den 12. oktober 1946, hvor de netop besluttede det. 

Resultatet af forhandlingerne blev ikke det, sygeplejerskerne ønskede, men de fik nogle ekstra tillæg.