Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Koordinerer sundheden i kriseramte Libanon

Sygeplejerske Eva Jordung har netop modtaget den internationale Florence Nightingale-medalje. Hun leder Dansk Røde Kors´ programarbejde i Libanon med stor brug af sin sygeplejerske­baggrund, sin sunde fornuft og 30 års erfaring.

Sygeplejersken 2021 nr. 7, s. 10

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

sy7-2021_akt_fn-medaljeoverraekkelse

Eva Jordung, 58 år, arbejdede som ung i en flygtningelejr i Sudan, og det gav hende lyst til at blive sygeplejerske netop for at rejse ud og hjælpe.

Hun blev uddannet i 1991, og bortset fra et år på epidemisk intensivafdeling på Rigshospitalet har hun lige siden været udsendt til bl.a. Somalia, Rwanda, Bosnien-Hercegovina, Mozambique, Indonesien, Palæstina, Syrien – og nu Libanon.

For den indsats modtog hun Florence Nightingale-medaljen, som blev overrakt af generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, og formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen. Ved overrækkelsen sagde Grete Christensen:

”Eva, du har vist dig som en værdig modtager. Medaljen er en anerkendelse af din indsats fra Internationalt Røde Kors – og også herhjemme anerkender vi dit arbejde, både blandt kollegaer og organisationer. Du er blandt de få, som modtager lige præcis denne anerkendelse, der som nævnt er den største indenfor sygeplejen.”

Anders Ladekarl roste i sin tale Eva Jordung for at have taget spadestikket til at udvikle den psykosociale indsats, som i dag er udbredt overalt i verden.

"Du har været udsendt så mange gange, fordi det altid var dig, vi kaldte på, når vi havde brug for en fast og sikker hånd. Du var den første til at igangsætte en psykosocial indsats i Eksjugoslavien i forhold til børn. I dag er psykosocial hjælp udbredt som en disciplin i hjælpearbejdet ude i verden, og ingen taler om sundhed uden at tale om mental sundhed. Du kan være stolt over at have taget dette spadestik. Om nogen har du fortjent at få denne medalje."
Den erfarne sygeplejerske og Røde Kors indsatsleder skal efter planen være i Libanon i et år.

”Jeg kan godt lide at blive så længe, at jeg når at følge mine projekter, indtil der er styr på dem,” fastslog Eva Jordung, da hun modtog medaljen. 

Læs mere om Florence Nightingalemedaljen og om alle danske modtagere gennem tiden: dsr.dk/nightingalemedalje