Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Psykiatriplan udskudt for tredje gang

"Jo længere tid vi venter med at handle, jo større frygter jeg, at konsekvenserne bliver,” siger næstformand Dorthe Boe Danbjørg

Sygeplejersken 2021 nr. 7, s. 11

Af:

Christina Sommer, journalist

Udsigten til bedre behandling i psykiatrien er blevet længere. 

Rapporten, som skal danne det faglige grundlag for forhandlingerne om den længe ventede 10-årsplan for psykiatrien, er nemlig blevet udskudt igen og forventes først klar ved udgangen af i år, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Altinget.

Næstformand i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg kalder udskydelsen ærgerlig: 

”Vi håber, det er sidste gang. Alle parter er jo enige om, at der skal gøres noget for at løse de udfordringer, der er i psykiatrien. Og jo længere tid vi venter med at handle, jo større frygter jeg, at konsekvenserne bliver,” siger hun.

Uovervindelige konsekvenser

Dorthe Boe Danbjørg kan også være nervøs for, at udskydelsen kommer til at medføre, at psykiatrien bliver overset ved dette års finanslovsforhandlinger og først får den plads, den fortjener, næste år. 

”Udskydelsen gør mig nervøs for økonomien i det. For der skal jo sættes penge af til de forhåbentligt gode intentioner, psykiatriplanen kommer til at indeholde,” siger hun med stor forståelse for coronasituationen:

”Vi ved godt, at vi har stået og fortsat står i en pandemi, der kræver handling her og nu. Men jeg kan være bekymret for, at konsekvenserne af, at vi udskyder at handle på udfordringerne i psykiatrien, kan blive uovervindelige.”

Udsættelsen vækker også frustration hos Psykiatrifonden, der savner svar på, hvad årsagen til udsættelsen er, siger formand Torsten Bjørn Jacobsen til Altinget: 

”Det virker som om, at det ikke haster for dem længere, men det gør det jo."