Studerende i praksis: "Vi stopper ikke med at lære, når vi får vores eksamensbevis"

I februar begyndte jeg på 6. semester, som er uddannelsens længste og sidste praktikforløb.

Med andre ord så er det nu, det gælder.

Jeg må suge alt den læring til mig fra fagets praktiske side, som det er muligt, for når vi når til juni, skal jeg kunne stå på egne ben.

Det er en spændt, men underlig fornemmelse at stå med, når man påbegynder sin sidste klinik.

Det er på mange måder det her lange sammenhængende praktikforløb, jeg har set frem til, men også frygtet gennem hele uddannelsen.

For alle de forventninger og forhåbninger, jeg har til mig selv, og uddannelsen har til mig, bliver de nu indfriet?

Jeg er næsten færdiguddannet og klar til at blive sygeplejerske og dog så langt fra at kunne det hele.

Jeg satte mig ned og talte med en af afdelingens sygeplejersker om de tanker, jeg gik med.

Hun sagde til mig, at ingen kan det hele, når vi bliver færdiguddannede og vigtigst af alt, så er der heller ingen, som forventer, at vi kan det hele.

Hun brød det endda helt ned til, at der ikke er nogen, som forventer mere af dig som ny sygeplejerske, end at dine patienter får medicin, mad og trækker vejret. Du skal jo først lige finde fodfæstet. 

”Det er lige som at tage kørekort. Du lærer også først at køre bil, når kørekortet er hjemme,” sagde hun. 

Det forsøger jeg at huske på, når jeg kan gå i spåner over alt det, jeg ikke kan endnu, men gerne vil.

Sygepleje er samtidigt og heldigvis et fag, som hele tiden er under udvikling, og derfor må vi være det samme. Vi stopper ikke med at lære, når vi får vores eksamensbevis, og dét er der for mig både gejst og trøst i.

Det giver mig nemlig et gåpåmod til at klø på her på den sidste del af uddannelsen, og samtidig skaber det en ro i maven ved visheden om, at læringskurven er lige så eksponentiel for alle andre på den anden side.  

Her et par måneder inde i mit praktikforløb er der begyndt 1. semesterstuderende på afdelingen. Jeg har fået lov til at tage imod dem og lære fra mig.

Dette blev et realitetstjek for min faglige udvikling, da jeg sagtens kunne genkende mig selv fra første semester som helt grøn i faget.

Usikkerheden kombineret med en entusiasme ift. at blive klog på et helt nyt og uberørt felt. Pludselig er det mig, der er den erfarne i lokalet, og der er nogen, der følger efter mig. Det blev virkeligt for mig, at jeg nu spejler mig mere i sygeplejerskerne og deres kompetencer frem for i rollen som studerende. 

Selvom det kan synes som en stor mundfuld, at jeg snart kan kalde mig sygeplejerske, så er det opmuntrende og fortrøstningsfuldt at blive mindet om den kæmpe faglige udvikling, jeg har været igennem de sidste tre år, og at der er mange gode, lærerige år forude på den anden side af bacheloreksamen. 

Nathalie Kjær Bach er sygeplejestuderende på 6. semester, UC Diakonissestiftelsen.