Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: "Nu er tavshedskulturen punkteret"

Den er tilsyneladende gal med arbejdsmiljøet på akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus, hvor 16 ud af 20 sygeplejersker har sagt op. En af dem er sygeplejerske Dorte Schou, og ifølge hende har ledelsen forsøgt at “bagatellisere” problemerne i en artikel på sn.dk. Det fik hende til at tage bladet fra munden i samme medie.

Sygeplejersken 2021 nr. 8, s. 17

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

sy8-2021_hoert_dorte-schou

ikon-hoert“Jeg blev vred over at læse artiklen med ledende oversygeplejerske for akutafdelingerne i Roskilde og Køge. Jeg synes i den grad, han bagatelliserer problemerne og giver udtryk for, at det er de ansatte, som holder fast i negative historier. Men sådan hænger det ikke sammen.”

Sådan lyder ordene fra Dorte Schou. Hun er sygeplejerske og har for nyligt sagt sit job op på akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus, hvor hun havde sidste arbejdsdag den 30. maj.

Mange medarbejdere har taget samme beslutning og har sagt op, efter at en ny afdelingsleder kom til i september 2020.

Da Dorte Schou læste artiklen på sn.dk (Sjællandske Nyheder) med den ledende oversygeplejerske, besluttede hun selv at gå til mediet for at fortælle sin version af sagen i en artikel, der blev bragt to uger senere, den 9. juni.

“Han siger i artiklen, at det har været svært for sygeplejerskerne, at der er blevet lavet om på rutinerne. Det provokerede mig. Jeg har været sygeplejerske på afdelingen i 20 år, og vi er kommet godt igennem masser af forandringer. Men det her handler om, at vi har fået en ny afdelingsleder, og hun kender ikke rutinerne i en akutmodtagelse og vil ikke gå med ud og se, hvad vi laver. Alligevel vil hun have det sidste ord,” siger Dorte Schou, der samtidig forklarer, at akutmodtagelsen nu har forandret sig fra at være en velfungerende afdeling til det stik modsatte:

“Det er nu en afdeling med mistillid, medarbejdere, der spilles ud mod hinanden, kaos i arbejdsgangene og en ny leder, der har påtaget sig en masse arbejdsområder, som før var uddelt til nogen, der havde godt styr på det. F.eks. vagtplanlægningen. Konsekvensen er, at det hele sejler.”

Som at bokse i en dyne

Ifølge Dorte Schou har der meget tidligt været flere krisemøder med ledelsen.

“På de møder oplevede jeg, at der blev sagt til os, at vi skulle lade være med at holde fast i negative historier. Der er en tavshedskultur. Man må ikke tale om det, der er galt, og ledelsen går ikke i dialog. Samtalerne med ledelsen er som at bokse i en dyne. Men vi løser ingen problemer ved, at ledelsen lægger låg på det hele,” siger hun og tilføjer:

“Det største problem er, at der ikke er blevet handlet på sygeplejerskernes henvendelser om de problemer, vi så opstå lige efter, der var ansat en ny leder.”

Selvom hun var nervøs for at tage bladet fra munden og gjorde sig tanker om, hvorvidt hun nu fremover kan få job igen på det hospital, hun bor tæt på, er hun glad for, at hun gik til medierne.

“Det her er ikke i orden. Der går både menneskelige og økonomiske ressourcer til spilde, hvis ikke vi får sagt tingene, som de er. Men nu er der en åben debat. Nu er tavshedskulturen punkteret.” 

Læs artiklen om arbejdsmiljøet på akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus på side 8.