Læserbrev: Bange for en kommissionskrukke

Jeg er medlem og har været det siden 1985. Jeg har stemt nej til alle overenskomster pga. 1969. Har prøvet at tale, skrive og råbe op om det. Først nu er det egentligt på banen.

Og jeg er bare så træt.

69 skal jo ikke være en del af en overenskomst. Det kan det aldrig blive. Det skal være lobbyarbejde i et langt sejt træk. Det skal være at lade sygeplejersken vide, at rådet kæmper. Fortæl mig dog, at I vil mig! 

Jeg kommer til at gå på pension og såmænd lukke mine øjne, før verden ser og indser, at kvindekamp ikke blot er kampen for en høj hæl i kvindehabit på direktionsgangene – det er også ligelighed i offentlige lønrammer – når samfundet nu engang har valgt disse indplaceringer. 

Jeg føler mig næsten forkvalmet over, at nogen, at DSR, bringer covid på banen. Nævner det overhovedet.

Covid er noget, vi tog os af og var en del af. Vi var der, for det er vores pligt og job.

Men det har intet, INTET at gøre med mine forventninger og krav til min dyrt betalte fagforening for at føre min sag på ordentlig vis.

Nu har befolkningen også næsten fået kvalme af os og vores krav – tror de – fordi DSR har bildt dem ind, at de skal være taknemmelige.

Gu’ skal befolkningen ikke det: De skal stille krav til sygeplejersken, hendes viden og forståelse. Som de kan til skolelæreren og politibetjenten.

Lille DSR, I har misforstået os. Det er bare nederen for jer, og det er en katastrofe for os.

Måske vore veje endeligt og endegyldigt skulle skilles?

I kæmper for orlovsforlængelse til dit og dat, de studerende, de ledende.

Jeg kæmper for kliniske sygeplejerskers lønvilkår i en husmoders hverdag anno 1969, og jeg vil bede den søde husmor træde ud og føle sig vigtig og mægtig. Vidende og til stede for samfundet.

Kære DSR, jeg har ved Gud aldrig været bange for lakrids mellem tæerne, urin, der løb, eller tårer grædt. Men lige nu er jeg bange for jer og en DJØF-kommisionskrukke.

Lisbeth Langkilde er sygeplejerske, exam.art.