Studerende i praksis: "Jeg bliver rørt og glad, når de sidste ønsker bliver opfyldt i tide"

Jeg er nu over halvvejs i min 6. semesters klinik i primærsektoren.

Hjemmesygeplejen har for mig budt på mange unikke øjeblikke, da man inviteres ind i borgernes mest private: deres eget hjem.

Det giver en anden indgangsvinkel til mødet med borgeren og dermed til dannelsen af relationer.

At møde mennesket her betyder, at man som sygeplejerske kommer rigtig tæt ind på livet af borgerne.

Her følger man deres op- og nedture på nærmeste hold og kan i mange tilfælde blive inddraget i det daglige liv i hjemmet.

Det er med til at skabe nogle stærke relationer mellem borgeren og sygeplejersken. 

For mig personligt sætter de unikke oplevelser med borgernes op- og nedture følelser i gang.

For mig er det helt naturligt, fordi man danner mellemmenneskelige relationer, hvor empati bliver en naturlig del af min sygepleje.

Jeg bliver begejstret, når borgerne oplever fremskridtet i behandlingen, eller rørt og glad, når de sidste ønsker bliver opfyldt i tide.

Nogle gange taler vi højt om det, og andre gange er det mere tydeligt i mit ansigtsudtryk og kropssprog. Men de følelser, jeg har med ind i min sygepleje, kommer som regel altid til udtryk. 

I den teoretiske del af uddannelsen har vi lært, hvordan den professionelle sygeplejerske agerer.

Men måske knap så meget om, hvilke følelser man kan tillade sig at udtrykke foran borgerne. Så derfor har jeg funderet over, hvilke følelser man må vise.

Er det okay at have en lille tåre i øjet, når man kondolerer efter et dødsfald? Man har jo trods alt haft en stærk relation i en lang periode inden.

Det har jeg diskuteret flere gange med min kliniske vejleder igennem min klinikperiode.

Noget af det, vi er nået frem til, er, at vi først og fremmest er mennesker, selvom vi er professionelle. Og at det også er vigtigt at yde en sygepleje, man kan se sig selv i.

Derfor må det også være okay at have nogle følelser med i det.

Jeg tror virkelig, at min vejleder har ret. Vi er først og fremmest mennesker.

Udsagnet har hjulpet mig til at stole på, at forskellighed i sygeplejen er acceptabel, og at udtrykke følelser kan være en del heraf. 

Af endnu større betydning for mig er dog, at borgerne har udtrykt en glæde. En glæde over, at jeg har været der og delt nogle følelser med dem.

Det har bekræftet mig i, at følelser godt kan forenes med sygeplejen på en gavnlig måde. 

Jeg er glad og taknemmelig for at have haft alle disse unikke oplevelser sammen med borgerne og samtalerne med min vejleder.

De har været med til at slå fast, at personligheden og følelser sagtens – på en professionel måde – kan kombineres. 

Julie Feldborg er sygeplejestuderende på 6. semester, UC Syd Aabenraa.