Sygeplejersken
Chefforhandler: "Det gør virkelig ondt nu"
Anders Kühnau (S), chefforhandler for regionerne, mener, at det er Dansk Sygeplejeråd, der har ansvaret for et udspil til en ”realistisk løsning” på sygeplejekonflikten.
Sygeplejersken 2021 nr. 9, s. 25
Af:
Nana Toft, journalist
(Dette interview blev lavet før Danske regioner indbød Dansk Sygeplejeråd til møde den 11. august).
Situationen lige nu er, at vi har forhandlet to aftaler på plads, som både bestyrelsen og kongressen stemte for, men som medlemmerne stemte ned. Jeg synes derfor, at vi har løftet vores ansvar. Nu ligger bolden hos Dansk Sygeplejeråd. Det er dem, der må komme med et udspil til en realistisk løsning.
Og hvad mener du med en ”realistisk løsning”?
Løsningen er i hvert fald ikke at genåbne de overenskomstaftaler, der allerede er lavet. Så jeg er åben for dialog, men jeg tror, det bliver svært. Der er jo kun én pose penge.
Du siger, at du ønsker mere i løn til sygeplejerskerne, men at der samtidig kun er én pose penge til deling blandt flere. Hvorfor er det, at du ikke lægger et pres på regeringen for at åbne op for kassen?
Det ville være upassende, hvis jeg bad regeringen om at blande sig i overenskomstforhandlingerne, og hvordan vi fastsætter lønnen på arbejdsmarkedet. Så det går jeg slet ikke ind i.
Men så sidder du jo bare på hænderne?
Det er svært at finde en vej ved forhandlingsbordet. Det hører jeg også, DSR er enige i.
Det lader til, at du skubber det fulde ansvar over på DSR. Hvad er dit eget ansvar i det her?
Vi har alle et ansvar. Lige nu sørger regionerne for – sammen med DSR – at sikre nødberedskaberne, så vi kommer igennem konflikten uden risiko for liv og førlighed. Mit håb er, at strejken snart ender. For det har store konsekvenser. Det gør virkelig ondt lige nu.