En kamp med mange ofre

”Jeg synes, at vi kæmper en hård kamp. Vi kan virkelig mærke, at vi har arbejdsgiverne imod os. Os, som de stod og klappede ad sidste år.”

Wendy Waagenes kigger tomt frem for sig. Hun er sygeplejerske på Endoskopiafdelingen på Hvidovre Hospital. Ved siden af hende sidder tillidsrepræsentant Marianne Priskorn.

”Man kan godt mærke, at arbejdsgiverne prøver at gøre tingene sure for os. Vi prøver at være gode kolleger og gode ansatte. Men det er svært, når man bliver behandlet på den måde,” supplerer hun.

Frustrationerne er bygget op over lang tid – og især det sidste halvandet år. Med første coronabølge, hvor alle skulle tage vagter hos covid-patienterne uden kompensation.

Dernæst pukkelafvikling med masser af overarbejde. En ny coronabølge, hvor de blev pålagt coronavagter, fordi ingen meldte sig frivilligt. Og nogle fik sløjfet juleferien.

Derefter endnu en pukkelafvikling. 

Da strejken blev en realitet, toppede regionen det hele med at trække sygeplejerskerne for 12 dages løn natten til den 1. juli. Uden varsel. Og ikke bare i grundlønnen, som de ifølge reglerne har ret til, men i nettolønnen, hvor også ekstravagter fra maj og juni indgik. 

”Det er en svinestreg. Jeg fik trukket 13.000 kr.,” siger Wendy Waagenes.

Ifølge Marianne Priskorn er alle blevet trukket mellem 6.000 og 16.000 kroner.

Løn kan stoppe flugten

Wendy Waagenes fortæller, at hun stemte nej til mæglingsforslaget fra Forligsmanden for at få opmærksomhed på sygeplejerskernes løn og arbejdsvilkår. 

”Vi har brug for, at flere bliver i faget. Vi gør det her for fremtidens sygeplejersker. Hvis arbejdsgiverne vil have et vist fagligt niveau, bliver de nødt til at give noget mere i løn og sikre nogle bedre arbejdsvilkår. De unge har høje forventninger. Og de flygter herfra,” siger hun, og Marianne Priskorn supplerer:

”Det er et stort problem for os at rekruttere. Selv i et ambulatorie som det her, hvor der ikke er skæve vagter, har vi ubesatte stillinger. Det er ikke set før. Normalt er det et drømmejob, hvis man har små børn. Men vi har et stort ansvar, og man skal hurtigt stå på egne ben. Og fordi vi er i et ambulatorium, får vi mindre i løn, fordi vi ikke har vagtbyrdepengene.” 

Wendy Waagenes påpeger, at man kan oparbejde nogle kompetencetillæg, men man er ikke sikker på at få dem med sig, hvis man skifter job. Så man risikerer at skulle gå ned i løn. 

Personlige ofre

Selvom frustrationerne er store og ødelæggende for arbejdsglæden, er sygeplejerskerne professionelle over for patienterne. Men det har personlige konsekvenser, fortæller Marianne Priskorn:

”Vi bukker også under. Vi har flere, der er sygemeldte med stress på alle tre afsnit, hvor jeg er TR. For der kommer en reaktion, når presset bliver for stort, og arbejdsglæden bliver dræbt,” siger hun og forudsiger:

”Vi kommer til at se flere sygemeldinger og flere, der forlader faget, hvis der ikke kommer et godt resultat ud af det her. Jeg tror, at sygeplejerskerne vil være så skuffede, at det vil få alvorlige konsekvenser.” 

På afdelingen snakker de om bare at sige op. Flere kolleger er stoppet. De har søgt stillinger i det private. En er blevet koordinater i et EL-firma. 

De to sygeplejersker har også lidt deres egne afsavn til fordel for strejken. Marianne Priskorn skulle have holdt en uges ferie i slutningen af juni i forbindelse med, at hun skulle være mormor. Det blev erstattet af en 70 timers arbejdsuge. Og Wendy Waagenes har måttet melde afbud til familiesammenkomsten i USA.  

”Jeg synes, vi har betalt en høj pris. Det gør ondt at stå i den her situation. Det er svært at forstå, at arbejdsgiverne ikke kan forstå det. Jeg synes, at det her viser, at vi er villige til at ofre rigtig meget for at få gjort op med den måde, vi bliver behandlet på,” understreger Marianne Priskorn.