"Håb er ikke en strategi"

Det er dag 48 efter strejken begyndte. August er kun få dage gammel, og sygeplejerskernes røde sommer fortsætter med uformindsket styrke.

Der er stadig radiotavshed fra regeringen og arbejdsgiverne, en attitude som formand Grete Christensen ikke tøver med at kalde ”arrogant”. Men tiden er med sygeplejerskerne, mener formanden:  

 ”Lige i øjeblikket er der en enorm gejst og tro på, at det handler om mere end kun løn. Det handler om ligestilling i Danmark. Det her er fagbevægelsens #MeToo. Om retfærdighed i forhold til at kvindedominerede fag skal have en løn, der svarer til de mandsdominerede fag. Sygeplejerskerne går her alene og tager en for holdet.” 

Grete Christensen har de sidste halvanden måned oplevet en stigende opbakning og kendskab til strejken og sygeplejerskernes situation i befolkningen.

”Vi har været meget synlige. Både på gaderne og i medierne. Befolkningen bredt set bakker op på en helt anden måde, end jeg har oplevet tidligere. Jeg synes, det er fantastisk at opleve. Og faktisk er der også mange af vores kolleger i fagbevægelsen, der bakker op – det siger de bare ikke så højt. Det begrunder de med, at deres medlemmer har stemt ja, og derfor kan de ikke offentligt bakke op om sygeplejerskerne. Når jeg taler med dem, er der mange, der håber, vi får held med at komme igennem med noget,” siger Grete Christensen.  

”De svigter deres ansvar”

Af fem omgange er der skruet på strejkeudtaget, så strejken pr. 25. august vil omfatte omkring 6.000 sygeplejersker. Indtil videre har det resulteret i ca. 50.000 aflyste eller udskudte behandlinger og aktiviteter.

Chefforhandler for Danske Regioner, Anders Kühnau, siger til Sygeplejersken, at ”det gør virkelig ondt”. Men bolden ligger hos DSR, siger han. Den køber Grete Christensen på ingen måde.  

”Det er tankevækkende, at man som ansvarlig arbejdsgiver for 35.000 medarbejdere bare sidder og ikke gør noget samtidig med, at vi kan se, at belastningen på hospitalerne bare stiger og stiger. Det er som strudsen, der har stukket hovedet i busken. Jeg synes, de svigter deres ansvar.”

Hvad vil du helt konkret gerne høre fra Anders Kühnau? 
”Jeg vil gerne høre, at han er optaget af, hvordan vi kan få sygeplejerskerne tilbage på arbejde igen. Han siger, at han også gerne vil give sygeplejerskerne mere i løn, men at regionerne nok ikke selv kan klare det. Skulle vi så ikke sammen prøve at finde en landingsbane for det her og få dem, der har nøglen – nemlig Christiansborg – på banen. Jeg synes, vi har et fælles ansvar som organisation og arbejdsgiver til at få arbejdet til at fungere på en måde igen, så vi både kan værne om de sygeplejersker, der allerede er der – kan holde på dem – og kan tiltrække nogle flere,” pointerer Grete Christensen. 

Arrogance fra alle sider 

Danske Regioner kan dog ikke rykke på det strukturelle lønproblem, den ulige lønindplacering. Her peger pilen på regeringen. 

Hvis du sad overfor Mette Frederiksen lige nu, hvad ville du så sige til hende?
”Jeg ville sige til hende, at hun skal være alvorligt bekymret for det danske sundhedsvæsen. Og dermed bekymret for vores fælles velfærdssamfund. At vi i øjeblikket kan se, at den frustration som sygeplejerskerne har givet udtryk for i mange år, som handler om for dårlig løn i forhold til det meget store ansvar, de har. At det er ved at udvikle sig i en retning, så vi hverken har det nødvendige antal sygeplejersker eller kan fastholde det nødvendige antal. Sundhedsvæsnet hviler så meget på sygeplejerskernes indsats, og det har man fået billigt i mange år. Nu er det nødvendigt at afsætte nogle penge, så de også har lyst til at blive i faget.”

Men lige nu er der nærmest tavshed fra regeringens side?
”Jeg tænker, at det er arrogant fra alle sider. Det er det fra arbejdsgiversiden, og dér, synes jeg, de har en helt særlig rolle, fordi de har nogle mennesker ansat, der har dedikeret en stor del af deres liv til jobbet, og så sidder de fuldstændig tonedøve overfor det, der foregår i øjeblikket.” 
”Jeg synes også, det er arrogant fra regeringens side. De har talt meget om betydningen af vores sundhedsvæsen, ikke mindst under covid-situationen. Så det er utroligt nu at sidde fuldstændig stille og håbe på, at hvis man ikke gør noget, så går det nok over af sig selv. Men det her går ikke over, og til statsminister Mette Frederiksen vil jeg sige meget klart: Håb er ikke en strategi,” siger Grete Christensen. 

Sygepleje er guld værd

Filosoffen og tidligere formand for Det Etisk Råd, Jacob Birkler, siger i ’Ugeskrift for Læger’, at lønspørgsmålet for sygeplejersker er blevet en ”frustrationsmagnet”, der dækker over meget mere end blot løn.

”Det er et godt og præcist udtryk. Hvis sygeplejerskerne gennem årerne havde fulgt den lønudvikling, som skolelærerne har haft, så ville vi formentlig ikke have set alle de konflikter, sygeplejerskerne har været i siden 1969. Fordi lønnen har været en frustrationsmagnet. Jo mere man har strammet skruen med arbejdsmiljøet og tempoet, og det har man gjort helt vildt, jo mere har det pustet til den frustration, der hedder ”og så får jeg heller ikke nok for det”. Alle de andre ting bliver ligesom akkumuleret og ender i frustration over lønnen.”  

Grete Christensen tegner perspektivet op, som politikerne bliver nødt til at forholde sig til. Der bliver flere og flere ældre, og sygeplejerskers kompetencer vil i stigende grad blive efterspurgt. Men omsorgen og den basale sygepleje er i årtier blevet presset. Det hænger ikke sammen:

”Man har kørt en meget stærk effektiviseringsdagsorden, der har betydet, at hver gang man skulle klare økonomien, har man skåret i antallet af medarbejdere, fordi det var nødvendigt at få den nyeste teknologi og medicin, der er blevet dyrere og dyrere. På den her måde har man forringet betydningen af omsorgen og af sygeplejen. Det at give mennesker tid og omsorg samtidig med behandling er guld værd.”