Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Hjemmesygeplejen er ren brandslukning

Pia Medum Bennetsen og hendes kollega satte fokus på, at vagtplanerne er så pressede i Silkeborgs hjemmesygepleje, at der ikke var nok fastansatte sygeplejersker til et nødberedskab og dermed grønt lys til at deltage i sygeplejestrejken.

Sygeplejersken 2021 nr. 9, s. 19

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

sy9-2021_hoert_pia-medum-bennetsen

ikon-hoert“Hjemmesygeplejen er hver dag afhængig af vikarer, for at vagtplanen hænger sammen. Det dur ikke. For når byrådspolitikerne ikke har prioriteret penge til at sikre en tilstrækkelig fast bemanding i hjemmesygeplejen, så kan vi ikke levere den indsats, borgerne har behov for. Den konstante brug af vikarer udfordrer kontinuiteten, som har stor betydning for et trygt og godt behandlingsforløb,” siger Pia Medum Bennetsen, tillidsrepræsentant og sygeplejerske i Sundhedshuset i Kjellerup og fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Silkeborg Kommune.

De pressede arbejdsvilkår har hun sat fokus på i et debatindlæg i MidtJyllands Avis sammen med kollegaen Hanne Holst Long, der er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd. Og de har sagt det før.

For et år siden var debatten oppe i samme avis, hvor de spurgte lokalpolitikerne, om de ønsker en hjemmesygepleje, der er med til at sikre borgere i Silkeborg Kommune gode forløb, eller en hjemmesygepleje, der leverer brandslukning. Og her et år efter er debatten mindst lige så aktuel.

“Vi vil gerne tilbyde borgerne forebyggelse, tidlig opsporing og rehabilitering. Men vagtplanen levner sjældent plads til det. Vi er i stedet for nødt til at prioritere og slukke brande. Kommer vi til en borger, der giver udtryk for at have et somatisk problem, som ligger ud over det, der er sat tid af til, så kan vi ikke nå at undersøge problemet med det samme. Og vi vælger løsninger, hvor besøgsintervallerne reduceres til et minimum, selvom vi så går på kompromis med vores faglighed. Det sker f.eks. ved kompressionsbehandling eller sårbehandling, hvor vi kun kommer én gang om ugen i stedet for to. Vi når heller ikke at lave ordentlig dokumentation. Vi er alt for ofte nødt til at gå på kompromis med vores faglighed,” uddyber Pia Medum Bennetsen. 

Og det har den konsekvens, at flere kolleger overvejer deres fremtid i faget. 

“Hvis vi skal sikre en høj kvalitet til borgerne, er det nødvendigt med flere fastansatte sygeplejersker. Og her vil politikerne måske sige, at vi over tid ér blevet tilført flere midler. Men det er sket samtidig med, at vi får flere og mere komplekse opgaver både fra sygehuse og praktiserende læger. Desuden har kommunen skullet spare og har derfor lukket 15 aflastningspladser. Det mærker vi også. Og oven i det får Silkeborg Kommune flere borgere med behov for hjemmesygepleje,” siger Pia Medum Bennetsen.

Ikke nok til at strejke

Det, der for alvor fik de to sygeplejersker til tasterne, var den verserende strejke. Seks timer før hjemmesygeplejerskerne i Silkeborg skulle i gang med en planlagt demonstration foran Rådhuset, måtte de pakke deres bannere, skilte og kampråb sammen. For holdet af faste hjemmesygeplejersker er så lille, at man i Silkeborg Kommune ikke kan stille med et nødberedskab under strejken.

For vikarer, der ikke er månedslønnet, må ikke indgå i nødberedskabet. Og det betød, at sygeplejerskerne måtte tilbage til de fortravlede vilkår og den pressede vagtplan.

“Det understreger problematikken. Hjemmesygeplejen er meget ofte ren brandslukning,” siger Pia Medum Bennetsen.