Kampgejst, uforudsigelighed og stilstand

Nu står vi sammen

Onsdag den 16. juni  

Tre dage før strejken går i gang

”Jeg var spændt på at få resultatet af afstemningen, men ikke overrasket over, at det blev et nej. Jeg stemte selv nej begge gange.

Jeg oplever, at der blandt kollegerne er anerkendelse af hinandens meninger, men også at vi nu står sammen. Der var da nogle, der sagde ”åh nej, hvad nu med min ferie”.

Men de sagde også, at de bakker op om det, vi skal nu. 

Vi ender i strejke, fordi mæglingsforslaget var for uklart. Der manglede noget mere konkret om lønkomitéen.

Den gav ikke de store forhåbninger om, at der vil ske noget. Hvis ikke vi skal have mere i løn nu, hvornår så?

Jeg kan godt være bekymret for den yngre generation. Hvis man ikke kan holde på de unge, så får borgerne ikke den hjælp, de har brug for. 

Jeg skulle være gået på ferie den 3. juli. Men den er suspenderet nu. Jeg har talt med dem derhjemme om, at det måske ikke bliver den ferie, vi havde planlagt.

Vi skulle have været i sommerhus i Aalborg med hele familien. De har sagt, at det er ok. Det er bare denne sommerferie. Derfor håber jeg også, at det giver noget på længere sigt. 

Jeg synes ikke, at det er okay, at strejken går ud over borgerne. Det har faktisk også været med i mine overvejelser, da jeg skulle stemme.

Og så ferie og økonomi. Jeg har da mødt nogle borgere, der var bekymrede og har spurgt ”hvad så med mig”. Det går lige i hjertekulen.

Men jeg møder samtidig anerkendelse og forståelse for det, vi gør.”

 

Grænseoverskridende at stille sig frem

Onsdag den 23. juni  

Fem dage inde i strejken

”Jeg endte med at have vagt i nødberedskabet allerede den første dag, fordi en kollega blev syg. Mandag mødtes vi 8-10 stykker privat og var på Teams med tillidsrepræsentanten. Her fik vi talt om de spørgsmål, vi har. Økonomi og praktiske ting. Og hvad vi gør nu. Det er jo ikke sådan, at der ligger en drejebog, vi lige kan slå op i. 

Vi vendte også, hvad vi skulle gøre ift. pressen og på gaden. I går mødtes vi ved Sundhedscenteret, og der var en, der havde fået kontakt til Hillerødposten, der kom og fik interviews og billeder. Vi har også kontakt til Frederiksborg Amts Avis. I dag har vi mødtes og lavet bannere, som vi har sat op her ved sundhedscenteret. 

Vi står helt ude ved vejen, hvor mange giver thumbs up eller dytter og kommer med positive tilkendegivelser. Personligt synes jeg, at det er lidt grænseoverskridende at stå der. Jeg ville hellere på arbejde.

Men det nytter ikke at være blufærdig. Nu gør vi det her. Der er en god stemning, og vi mødes hver dag. Det er vigtigt – så det er lige som at gå på arbejde.

Vi holder hinanden i hånden. I morgen er der samling på torvet, hvor vi mødes med de sygeplejersker, der er udtaget til strejke på hospitalet.

De var også med i går ved sundhedscenteret. Når vi mødes, får vi talt om tingene på kryds og tværs. Om vores frustrationer. Det er rigtig fint.

Der er en god kampgejst. Og jeg har kun fået positive reaktioner: God strejke, I fortjener det, og det er for galt, at der ikke er sket noget endnu.

Men jeg tænker, at der er nogle patienter, pårørende og lægehuse, der godt kan blive frustrerede. Det er jo dem, det går ud over, når vi ikke er der. 

Det er vores tillidsrepræsentant, der planlægger vagterne. Vores akuttelefon er lukket. Hun sagde, at vi vil komme til at stå i situationer, hvor vi ikke ved, om det, vi gør, er strejkeramt arbejde.

Der er en gråzone, hvor det bliver en faglig vurdering, der afgør det. Men det bliver vi alle løbende klogere på. 

Vi kender vores vagter de næste 1-2 uger. Jeg kan høre, når jeg taler med andre, at det er meget forskelligt, hvordan man dækker nødberedskabet. Vi er ikke så presset på fremmøde.

Til gengæld tror jeg, det kan blive svært at finde på nye strejkeaktiviteter efterhånden, som dagene går. Vi er meget bevidste om, at vi skal have folk med os. Det er de lige nu, men det kan lynhurtigt vende.”

 

”Det værste er uforudsigeligheden”

Onsdag den 14. juli

26 dage inde i strejken

”Jeg er ved at vænne mig til, at alting er ustabilt og uforudsigeligt, og man kun kan planlægge en uge frem ad gangen.

For planerne og vagterne bliver hele tiden lavet om. Det har faktisk været det sværeste. 

Efterhånden som tiden er gået, presser de praktiserende læger og sygehuset på for, at vi tager flere opgaver til nødberedskabet.

I starten var vi kun to i vagt om dagen og aftenen og en om natten. Og to stod til rådighed.

Nu har de øget beredskabet, så vi tre gange om ugen er tre på vagt om dagen, og fire står til rådighed og kan blive kaldt ekstra ind ved behov.

Og for tiden kan vi godt regne med at blive kaldt på vagt, hvis vi står til rådighed. 

Når jeg har været på vagt i nødberedskabet, er jeg både træt og brugt. Det er udelukkende meget komplicerede opgaver, vi er ude til, og man får ikke hvilet hovedet med de mere rutineprægede ting.

Så det er lidt presset. 

Men jeg synes også, at det er rart at komme på arbejde. Møde kollegerne og patienterne.

Forleden kom jeg ud til en patient, som jeg ikke har været hos længe pga. strejken, som udbrød: ”Hvor er det dejligt at se dig igen”. Og jeg kunne oprigtigt sige: ”Sådan er det også for mig”.

I starten af strejken mødtes vi sygeplejersker og stod ude ved det store kryds, hvor der altid er mange biler.

Men da skoleferien startede, døde trafikken, og det gav ikke mening at stå der. Så spurgte vi Enhedslisten, der har et hus lige ud til krydset, om vi måtte hænge et stort banner op der. Det fik vi lov til. 

Vi mødes stadig privat hos hinanden løbende og holder møder. Det er rart, at man kan se, hvordan de andre har det.

Frustrationerne er begyndt at melde sig hos nogle. De er kede af ikke at kunne holde ferie med deres familie. Det truer sammenholdet. 

Der bliver givet nogle store ofre for denne strejke. Hvis der ikke kommer noget ud af den, er jeg bekymret for, hvad der sker. Det bliver svært at rekruttere, og det går ud over borgerne.”

 

Hårdt at være på arbejde

15. juli..

27 dage inde i strejken

Det er hårdt at være på arbejde i nødberedskabet, da det udelukkende er de mest komplicerede opgaver, man har. Men hjemmesygeplejerske Ann-Mette Lyng Larsen er alligevel glad for at komme lidt på arbejde.

 

Intet lys i sigte

Mandag den 9. august

52 dage inde i strejken

”Det er meget stille og det handler mest om drift. Jeg arbejder en del. Det er dejligt at komme på arbejde. Vores planlæggere er gode til at lægge ruterne, så det bare spiller. 

Det er de samme typer opgaver, vi kommer ud til. Stadig det mest komplicerede. Jeg er blevet mere rutineret og tryg ved opgaverne. Men det er stadig hårdt.  

I begyndelsen af strejken var opgaverne i nødberedskabet skåret helt ind til benet.

Så kom der langsomt flere, og vi måtte lave en del uenighedserklæringer på opgaver, som vi ikke mente hørte inden for aftalen af strejkeramt arbejde.

Men nu er der blevet skåret ind til benet igen, og det har fundet et fint leje. Vi er nu to på dag- og aftenvagt og en på nattevagt. Fire står standby, men nu er det måske kun en enkelt, der bliver kaldt ind. 

Der har ikke været så mange strejkeaktiviteter den sidste tid. Jeg har haft et banner stående i carporten i tre uger.

Men i morgen skal vi til demonstration i Helsingør.

Og på torsdag mødes alle, der kan, og spiser frokost sammen på en café i byen, hvor vi også spiste sammen i begyndelsen af strejken, hvor vi var fyldt med kampgejst. Det glæder jeg mig til.

Jeg synes ikke, der er noget lys for enden af tunnelen lige nu ift. at strejken slutter.

Jeg må sige, at jeg har fået en ny forståelse af, hvad det vil sige at være strejkeramt. Man bliver ramt på arbejdet, på familien og på økonomien.

Det er virkelig hårdt. Og det er især hårdt for dem, der er alene og dem med mindre børn.”