Studerende i praksis: " … jeg skal tage nogle usynlige kampe inde i mig selv"

’Det var så tragisk, at selv sygeplejersken græd’ var en overskrift, jeg læste for noget tid siden. Den fik mig til at overveje, hvorfor det budskab vækker min opmærksomhed.

Der er et væld af forventninger og fordomme om, hvad en sygeplejerske skal og kan. Mange tror, sygeplejersken er den, der giver saftevand og holder patienten i hånden, når det gør ondt, altså er en slags assistent for lægen.

Hvis patienten kommer ind og udelukkende forventer en sukkersød sygeplejerske, der står på spring til at holde i hånd, så er det en forventning, jeg på en mærkelig måde gerne vil indfri.

I de situationer synes jeg, det kan være svært at være den, der skal ind på patientstuen og med en høj faglighed forklare patientforløbet og derudover måske skære igennem. 

Dette er et meget helikopteragtigt syn på min frygt for at blive færdiguddannet som sygeplejerske, nemlig dét at skulle indfri en masse modsatrettede forventninger til min faglighed og måske endda også min personlighed.

Der er patienternes forventninger, der er de pårørendes, og så er der de sundhedsfagliges, heriblandt sygeplejerskernes.

Jeg vil gerne spille lige godt på alle tre hold som studerende, men jeg har oplevet ude i praksis, at det kan være svært, fordi der ofte er forskellige forventninger hele vejen rundt.

Jeg synes nogle gange, at jeg skal tage nogle usynlige kampe inde i mig selv. Under uddannelsen har vi i teorien lært, at vi skal være patientens advokat.

Men som studerende kan det være udfordrende, fordi vi også har aktier i, at de ansatte på afdelingen skal kunne sige god for, hvad vi som studerende gør og især ikke gør.

Det kan være et dilemma at følge min mavefornemmelse, når jeg samtidig gerne vil leve op til andres forventninger på afdelingen. 

Jeg er meget påpasselig ift. ikke at ødelægge relationer. Det er noget, der kommer lettere til nogle end andre, men jeg synes, det kan være svært ikke at tage det personligt, at en relation bliver brudt.

Jeg skal have mig selv med, og jeg skal ikke gå på kompromis med min faglighed. Det handler i sidste ende mere om forventningerne til mig selv end den egentlige relation eller situation. 

Så når en overskrift som ’Det var så tragisk, at selv sygeplejersken græd’ virker dragende, så skyldes det nok en forventning om, at en sygeplejerske selvfølgelig skal kunne rumme både dyb sorg og livets ulykke uden at vise det udadtil.

Mellem linjerne viser teksten, at det strider mod alle normer, at sygeplejersken viste sine følelser ved at græde.

Så jeg oplever, at der er mange usynlige forventninger fra omverdenen til sygeplejersker og ikke mindst fra os selv – måske er de ubevidste, men forventningerne er der tydeligvis. 

Marie Colding  Laursen er studerende på 5. semester, VIA Viborg.