Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerskers jobskifte koster sundhedsvæsenet dyrt

1,2 mia. kr. årligt til udskiftning af sygeplejersker. Det er den økonomiske konsekvens af gennemtræk og ubesatte sygeplejerskestillinger i sundhedsvæsenet. Pengene bør i stedet bruges på mere i løn og flere sygeplejersker, mener Dansk Sygeplejeråd.

Sygeplejersken 2021 nr. 9, s. 7

Af:

Emma Tram, journalist

sy9-2021_akt_arkivfoto

Der er gang i svingdøren i sundhedsvæsenet. I løbet af et år skifter omkring hver femte sygeplejerske job, og det er dyrt for arbejdsgiverne.

Hver gang en fuldtidssygeplejerske skifter job, koster det knap 150.000 kr. (125.000 kr. for en deltidsansat).

Det viser en analyse, som Dansk Sygeplejeråd har fået udarbejdet af HBS Economics.

På bare et år løber regningen for udskiftning af sygeplejersker op i godt 1,2 mia. kr., anslås det i analysen.

Det er dyrt for regioner og kommuner at ansætte nye medarbejdere, fordi det kræver store omkostninger til oplæring af en ny medarbejder, nedsat produktivitet i den første tid og omkostninger relateret til, at stillingen er ubesat i en periode.

Et af tegnene på, at personaleomsætning blandt sygeplejerskerne er stor, er, at der er omkring 4.700 ubesatte stillinger i regionerne og kommunerne, og at hver tredje rekruttering af en sygeplejerske i 2021 var forgæves.

Udskiftning rammer ikke kun pengepungen

På Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus kan ledende oversygeplejerske Morten Hougaard nikke genkendende til omkostningerne ved udskiftning af sygeplejersker.

Han vurderer, at der ud af 450 fuldtidsstillinger er en udskiftning på omkring 50 om året, inklusive medarbejdere, som går på pension, barsel eller lignende. Det er en lavere udskiftning end landsgennemsnittet på hver femte, men er alligevel noget, der mærkes.

”Der er mange omkostninger forbundet med personaleomsætningen. En vikarvagt koster f.eks. ca. 1.000 kr. mere end en fastansat for en otte timers vagt, og de kender ikke afdelingen, hvilket kan påvirke kvaliteten af plejen,” fortæller Morten Hougaard.

Men når sygeplejersker siger op og skifter job, koster det også mange andre ressourcer ud over kroner og ører, påpeger han.

”Det kan give travlhed for kollegaerne, som må tage flere vagter, mens nye sygeplejersker har undervisningsdage og er i oplæring, og det kan gøre det sværere at dække vagtplanen – især når det kommer til nattevagter, weekender og ferie.”

Brug pengene smartere

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er det vigtigt for fastholdelsen af sygeplejersker, at ressourcerne i sundhedsvæsenet bruges langt smartere.

”I stedet for at være nødsaget til at bruge så mange penge på personaleomsætningen burde pengene blive brugt til at ansætte flere sygeplejersker og sørge for en højere grundløn,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

”En bedre løn og forbedrede arbejdsvilkår med flere kollegaer vil gøre det lettere at fastholde sygeplejersker – og desuden give flere incitament til at arbejde på fuldtid fremfor deltid,” siger hun og fortsætter:

”Det store arbejdspres og ansvar står ikke mål med lønnen, og derfor vælger mange at søge andre steder hen – om ikke andet, så for at finde et sted med mindre arbejdspres.”