Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vaccinekrav til sygeplejersker øges rundt om i verden

Flere og flere lande indfører krav om, at sygeplejersker og andet sundhedspersonale skal tage imod en covid-19-vaccination. Nogle vil hellere miste jobbet.

Sygeplejersken 2021 nr. 9, s. 10

Af:

Anne Witthøfft, journalist

sy9-2021_akt_vaccine

Tag imod covid-19-vaccinationen eller bliv fyret. Den holdning vokser i flere landes regeringer i takt med, at den smitsomme deltavariant har fået antallet af covid-19-smittede til at stige i mange lande.

I øjeblikket raser debatten for eller imod obligatorisk vaccination af sundhedspersonale f.eks. i USA, hvor kun halvdelen af befolkningen foreløbigt er vaccineret.

Mens præsident Joe Biden har sagt, at bl.a. sundhedspersonale skal lade sig vaccinere eller teste ugentligt, er flere stater selv gået videre i deres krav.

Lokale sundhedsmyndigheder i bl.a. staten Californien kræver, at sundhedspersonalet lader sig vaccinere inden den 30. september. Ellers risikerer de at blive fyret.

I staten Texas er godt 150 sygehusansatte blevet fyret eller har selv sagt op pga. vaccinekrav, skriver The New York Times.

Vil hellere miste jobbet

Rundt om i USA demonstrerer sundhedspersonale mod de skærpede krav.

For de sundhedsansatte handler protesterne ligesom hos den øvrige befolkning om retten til at bestemme over egen krop, forfatningsmæssige rettigheder og bekymring for (langtids)bivirkninger af vaccinerne.

Covid-vaccinerne er stadig kun godkendt til ”emergency use”. I Danmark kaldes den foreløbige godkendelse ”betinget”.

“Jeg mener, at det må være et individuelt valg, og at vi selv må bestemme, hvad der er bedst for vores familier,” siger Kristie Rasmussen, sygeplejerske på Duke Regional Hospital i staten North Carolina, til CBS.

På det hospital, hvor hun arbejder, er 23 pct. af de ansatte ikke vaccinerede. Kristie Rasmussen er én af dem, og hun vil hellere miste sit job end blive tvunget til at lade sig vaccinere. 

”Hvilket meget vel kan blive konsekvensen,” siger Katie Galbraith, en af hospitalets ledere. Det endda selv om hospitalet allerede mangler sygeplejersker.

”Vi mener, at det kan blive et nødvendigt skridt. Det handler om patientsikkerhed og det ansvar, vi har over for samfundet,” siger Galbraith til CBS.

Stik eller suspendering

Rundt om i verden er flere og flere regeringer, ifølge Reuters, begyndt at stille krav om obligatoriske vacciner til dele af befolkningen. Blandt målgrupperne er ansatte i sundhedsvæsenet og andre omsorgsfag. 

Det sker bl.a. i England, hvor regeringen har opfordret alle ansatte på plejehjem til at lade sig vaccinere og truer med mulige fyringer, hvis det ikke sker – også selv om landet ifølge regeringens egne beregninger risikerer at miste 3-12 pct. af de ansatte på den konto.

Den engelske regering overvejer samtidig at udvide vaccinationskravet til hele sundhedssektoren, skriver The Guardian.

I Grækenland blev covid-vaccination i juli et krav for alle plejehjemsansatte, og fra september gælder det alt sundhedspersonale i landet.

I Frankrig godkendte parlamentet i denne måned en lov om obligatorisk vaccination af sundhedspersonalet med trusler om midlertidig suspension.

Retssag i Italien

I Italien udstedte regeringen allerede i marts måned et dekret, om at alle sundhedsansatte skulle vaccineres, ellers ville de blive omplaceret til job uden patientkontakt eller suspenderet resten af året uden løn.

Men nu har en gruppe af 3.000 italienske sundhedsmedarbejdere ifølge politco.eu anlagt sag mod de lokale myndigheder i Brescia, Milano og Parma. 

Gruppen mener, at et krav om obligatorisk vaccination er i strid med den italienske forfatning og de europæiske menneskerettigheder.

I Danmark har der indtil videre ikke været rejst vaccinationskrav over for særlige grupper.