Sygeplejersken
Observation: Englehop i arbejdstiden
Projektet er et samarbejde med Rigshospitalet og Syddansk Universitet, som over 12 uger undersøger medarbejdernes trivsel, fysik og produktivitet i forbindelse med træning i arbejdstiden.
Sygeplejersken 2022 nr. 1, s. 60-61
Af:
Jakob Boserup, journalist
Sygeplejerske Andreas Hald og 100 af hans kolleger på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Hillerød Hospital er med i forskningsprojektet ’Træning i arbejdstiden’.
Projektet er et samarbejde med Rigshospitalet og Syddansk Universitet, som over 12 uger undersøger medarbejdernes trivsel, fysik og produktivitet i forbindelse med træning i arbejdstiden.
”Jeg synes, det er et fint initiativ. Det er rart at træne i slutningen af en vagt. Det er intensive 30 minutter, og så er det overstået,” siger Andreas Hald.
Træningen foregår i kælderen under Hillerød Hospital. Der er 25 træningspas om ugen, som ligger mellem kl. 7.30 og 15.30. Eftermiddagens træner hedder Juliana, og de næste 30 minutter står den på squats, englehop, mavebøjninger og planken.
Må løbe hurtigt for at nå træning
Der er to tilmeldte til eftermiddagens træning. Men Andreas Hald er eneste deltager. Det er ikke unormalt, for selvom man er med i et motionsprojekt med arbejdsgivers opbakning, så kan det alligevel være svært at nå, fortæller han:
”Det har vist sig, at det ikke altid kan lade sig gøre at forlade afdelingen for at træne. Især hvis man har patienter, da man skal gå fra vagten 45 minutter tidligere for at nå at træne. Når jeg har sat mig i hovedet, at jeg skal træne i afslutningen af en vagt, skal jeg som regel løbe stærkere oppe på afdelingen. Især den sidste time.”
Alle deltagere har deres eget personlige træningsprogram, som er en blanding af konditions- og styrketræning, og foregår uden så mange redskaber.
”Det fungerer godt at træne i arbejds-tiden. Jeg kommer hjem med mere energi,” fortæller Andreas Hald på vej i brusebad og omklædning.
Projektet startede i slutning af august og løber indtil december. Alle deltagere får målt konditionstal, vægt, hofte-talje-ratio og blodtryk i starten og slutningen af forskningsprojektet.