”Sygeplejerskerne skal fortælle: Vi er en uundværlig brik og har bud på et langtidsholdbart sundhedsvæsen”

Man vinder ikke længere faglige kampe ved at henvise til rettigheder og uretfærdighed, men ved at fortælle, hvordan man er uundværlig i løsningen af store samfundsudfordringer. Det siger professor i statskundskab, Eva Sørensen, Roskilde Universitet.
Vi går i strejke. Vi kræver, at vores ret til ligeløn bliver opfyldt. Vi synes, det er uretfærdigt, at vi skal have så lidt, når andre får mere. 
Den slags argumenter for bedre vilkår til sygeplejersker er velkendte, og de er også forståelige. Men de virker altså bare ikke rigtigt her i 2020’erne. Sådan siger professor i offentlig forvaltning og demokrati, Eva Sørensen, fra Roskilde Universitet.
Hun beskæftiger sig med, hvordan politikere – også fagpolitikere i organisationer – lykkes med at opfylde langsigtede målsætninger, samtidig med at de her og nu har travlt med at håndtere kriser og turbulente begivenheder. 
”Dansk Sygeplejeråd og fagbevægelsen som sådan står i en krise, fordi de har været vant til, at det virkede bare at tale om egne rettigheder. Men det er, som om verden er langt videre. Det at tale om rettigheder giver ikke medvind på cykelstierne. I stedet skal de fortælle, at ”vi er et middel til at skabe det gode samfund”. En agil fagbevægelse stikker fingeren i jorden og siger: ”Hvilke scenarier vil virke nu? Hvad skal vi gøre nu for at få vind i sejlene?”,” siger Eva Sørensen.
Hun forklarer, at hele diskursen og kamplinjen har forandret sig. Det handler ikke længere om arbejdstagere mod arbejdsgivere, og politisk er højre-venstre-skalaen ved at smuldre. 
”I stedet vinder nye, store politiske dagsordener frem, der handler mindre om traditionel fordelingspolitik og mere om klima, flygtninge, pandemier, #MeToo – og så selvfølgelig, hvordan vi sikrer borgerne en offentlig service, der er på niveau med den kvalitet, som befolkningen forventer. Det er klart, at i den situation kan fagbevægelsen ikke hænge fast i den gamle hovedkamp om, at det er os mod arbejdsgiverne. Vi er et andet sted i dag,” siger hun.

Giv politikerne løsninger
Set i den optik er sygeplejerskerne nødt til at slå koldt vand i blodet og gå i gang med at udvikle løsninger for andre end sig selv – og dermed for sig selv. 
”Sygeplejerskerne er nødt til at koble løsningen af deres lønkrise sammen med løsninger på sundhedsvæsenets krise. De skal frem med en positiv historie og fortælle: ”Vi er en uundværlig brik, og vi har bud på, hvordan vi laver et langtidsholdbart sundhedsvæsen”,” siger Eva Sørensen.
Sygeplejerskerne har strejket mange gange uden for alvor at rykke på ligelønnen, og Eva Sørensen mener, at det er på tide at erkende, at den strategi ikke virker. Det hjælper heller ikke at true med at sige op. 
”Det er en halvhjertet strategi, for hvad får man ud af det? Ingenting, hvis ikke man fortæller, hvad det er for et sundhedsvæsen, man kæmper for. Så nej, I skal ikke strejke igen. I skal komme med bud på, hvad det er, vi skal med sundhedssystemet og så få andre med jer – de andre kvindedominerede fag, befolkningen og også politikerne. For politikerne står med tomme hænder ift. udfordringerne i sundhedsvæsenet,” siger Eva Sørensen og tilføjer:
”Hvis man kan finde løsninger og fordre dem til folketingspolitikere, regionalpolitikere og kommunalpolitikere, så kan man komme ind i politikskabelsen og få sin dagsorden om løn ind den vej.”

Giv medlemmerne en stærk aktie
Hvis nogen kan gøre det, så er det Dansk Sygeplejeråd, mener hun:
”DSR har altid været en fagforening, som har gjort noget, og som har fagligheden i højsædet. Medlemmernes energi er i høj grad mobiliseret, og det er godt, for de skal have en stærk aktie i at formulere en strategi for sundhedsvæsenet, for så mister de ikke sig selv i processen.”
I 2021 var det ikke ligefrem tålmodighed, der prægede Dansk Sygeplejeråds medlemmer. Snarere utålmodighed, vrede og protest over uretfærdig løn. 

Hvordan kommer Dansk Sygeplejeråd og sygeplejerskerne i fællesskab videre?
”Ved at invitere medlemmerne ind og tage nogle kæmpe diskussioner – og så bede om svar: ”Vi er med på, at det gik galt. Hvad skal vi gøre nu?” Der skal ikke være fripas til at stå udenfor og være utilfreds. Medlemmerne skal have medejerskab på, hvordan DSR og sundhedssektoren kommer videre, og organisationen skal være villig til at lukke nye typer ind og lave aktiviteter, workshops og events, så de er med til at skabe strategien. Nøgleordene er engagement og indflydelse, og de formelle ledere kommer ingen vegne med at holde fast i formel magt. Det er en Pyrrhus-magt (dyrt købt sejr, red.), hvor man reelt vil miste indflydelse ved at fastholde den.”