Sygeplejersken
"Vi finder vejen i fællesskab"
2021 blev et begivenhedsrigt år for Dansk Sygeplejeråd og formand Grete Christensen. Hun forsøgte at finde løsninger for medlemmerne ved overenskomstforhandlingerne, i stedet endte det med en lang strejke. I 2022 skal der arbejdes for fællesskabet og for ligeløn.
Sygeplejersken 2022 nr. 1, s. 36-39
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
Kalenderen viser 14. juni 2021, og som så ofte før har formanden for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen taget toget fra Holbæk til Hovedbanegården i København.
Hun finder sin cykel og sætter kursen mod Kvæsthuset, hvor hun skal mødes med resten af den politiske ledelse i Dansk Sygeplejeråd. De skal samles forud for afgørelsen af afstemningen om mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen.
Har medlemmerne stemt ja eller nej?
”Inderst inde troede jeg på, at sygeplejerskerne kunne se, at det var den bedst mulige aftale. At det var den her vej, vi skulle gå,” siger Grete Christensen.
Men allerede fra morgenstunden var der noget, der varslede om det modsatte. Idet hun cykler over krydset ved Hovedbanegården sætter hendes nederdel sig fast i cyklen. Hun hopper af og ser, at den er fuldstændig viklet ind i kæden.
”Jeg kan ikke få den løsnet. Jeg kan ikke få drejet kæden den anden vej, så jeg kan få den ud. Så jeg tænker, at der kun er en vej ud, og det er, at rive nederdelen i stykker, så jeg kan få den ud af kæden. Men stoffet var for stærkt, så det kunne jeg ikke bare lige. Nå, så tænkte jeg, at jeg måtte tage nederdelen af – for hvad pokker skulle jeg ellers gøre?” spørger Grete Christensen.
Forligsinstituionen 7. maj
”Billedet fortæller alt. Man spiser ikke sygeplejersker af med honninghjerter. Da vi fik den hilsen foran Forligsinstitutionen fra nogle sygeplejersker,
så var det for at gøre det tydeligt, at vi ikke var til falds at blive spist af med honninghjerter i Forligsinstitutionen,” smiler Grete Christensen.
Ville aldrig få et ja
Dagen står lysende klart for sygeplejerskernes formand, da hun i december kigger tilbage på året, der er gået. Et begivenhedsrigt år med først et »nej” fra sygeplejerskerne til overenskomstaftalen og derefter til mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen og så konflikt.
”Da jeg fik resultatet, tænkte jeg også: Hold da op! Når så mange sygeplejersker på trods af hele hovedbestyrelsens anbefaling, på trods af kongressens anbefaling, på trods af de fleste fællestillidsrepræsentanters anbefaling, siger nej til det her, er der så meget energi i de sygeplejersker, at vi sætter alle sejl til i konflikten,” siger hun.
Der var meget mere symbolik i nej’et end selve resultatet, der også handlede om, hvor maste sygeplejerskerne følte sig.
”Jeg er ked af, at vi ikke i højere grad havde set, at vi faktisk ikke kunne komme med et resultat, der ville blive sagt ja til, fordi sygeplejerskerne i for lang tid har følt sig uretfærdigt behandlet, både når det gælder løn og vilkår i hverdagen,” siger Grete Christensen.
Vi har samme mål
Hun havde gennem forløbet mange diskussioner, drøftelser og snakke med hovedbestyrelsen og kongressen og var i tæt dialog med tillidsrepræsentanterne og medlemmerne.
”Jeg synes, vi gjorde alt, hvad vi kunne for at bevæge os i retning af at finde løsninger. Men det var måske ikke det, der var muligt,” siger hun og fortsætter:
”Vores medlemmer var fyldt med frustrationer over mange års kamp mod en uretfærdig løn, frustrationer over et sundhedsvæsen, der er kørt ned til sokkeholderne med corona som den berømte dråbe. De ønsker med hjertet at hjælpe alle de patienter, de har omkring sig, men er bare ikke i stand til at blive ved med at give og give og give. Samtidig med at de også vil holde fast i sig selv som mennesker og som de personer, de er i deres familier og vennekredse.”
Det hele kolliderede i sygeplejerskernes andet »nej« til mæglingsforliget med en politisk lønkomité, hvilket blev en øjenåbner for formanden i forhold til, hvor meget sygeplejerskernes aktivitet og aktivisme på de sociale medier fylder.
”Mange sygeplejersker og andre grupper har været aktive hele året i kampen for at gøre op med tjenestemandsreformen og uligeløn. Jeg ville ønske, at vi havde hjulpet hinanden bedre. For vi har det samme mål,” siger hun og fortsætter:
”Det er noget af det, vi skal arbejde med. Så vi får en bedre fornemmelse af, hvad der foregår i den formelle del af organisationen, og hvad der foregår i den uformelle del af organisationen. Hvordan vi bliver bedre til at få de ting til at hænge sammen. Det har vi gjort lige siden. Vi synes, vi gjorde det i forvejen. Men det var tydeligt, at de sociale medier har ændret spillepladen,” siger Grete Christensen.
Pressemøde 14. juni
Grete Christensen offentliggjorde resultatet af afstemningen om mæglingsforslaget på et pressemøde i Kvæsthuset.
Et resultat hun ikke havde ventet.
”Men hvis man så mig på pressemødet den dag, er jeg heller ikke i tvivl om, at man tænkte, at hun har taget det til sig,
og nu kæmper hun kampen benhårdt sammen med medlemmerne,” siger hun.
Hård og svær kamp
Strejken blev en realitet, og den varede hele sommeren med happenings og demonstrationer over hele landet.
”De arbejdsgivere, der har sygeplejersker ansat, er saftsusemig heldige. De har udover deres faglige kompetencer en masse energi, som under strejken blev omsat til at lave sange, synge, danse, hoppe, tegne og male. Vi har en så kreativ medlemsgruppe,” siger Grete Christensen og fortsætter:
”Arbejdsgiverne burde knuselske dem for alt det, de gør i vores sundhedsvæsen. Problemet er, at fordi sygeplejerskerne hele tiden har fået alting til at lykkes, så forventer arbejdsgiverne, at så kan de nok også lidt mere. Men nu har sygeplejerskerne fået nok.”
Strejken blev kaldt både hemmelig og usynlig. Lige indtil Sundhedsstyrelsen kom med en rapport, der viste, at det ville tage ca. to år at få indhentet de mange behandlinger og operationer, der var blevet udskudt under strejken. Så kom regeringsindgrebet.
”Det er enormt demotiverende. Nu har vi været i strejke fem gange, siden vi fik strejkeretten i 1972, hvilket i sig selv viser, at der er noget galt med sygeplejerskernes lønindplacering i Danmark. Det er bare utroligt, at den kamp skal være så hård og svær. Men sygeplejerskerne kæmper videre for bedre løn, ligeløn og for fremtidens sundhedsvæsen,” siger Grete Christensen.
Manglen bliver tydelig
Ved regeringsindgrebet blev mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen ophævet til lov. Der kom ikke en krone mere på bordet, og manglen på forståelse og anerkendelse fra politikerne fik vreden til at syde blandt sygeplejerskerne.
Uden om Dansk Sygeplejeråd blev der arrangeret overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, mens Dansk Sygeplejeråd selv opfordrede sygeplejerskerne til at overveje deres fleksibilitet.
Sygeplejerskerne holdt op med at lappe huller i vagtplanerne, alt imens patienterne blev ved med at vælte ind. Og så blev manglen på sygeplejersker for alvor tydelig.
Men faktisk har der manglet sygeplejersker så længe Grete Christensen husker, og hun har italesat udfordringerne utallige gange.
”Når jeg ser tilbage på, hvad jeg har præsenteret arbejdsgivere for på møder og ved forhandlinger ift. at udvikle faget, gøre det attraktivt at uddanne sig ind i, og vores visioner for sygeplejen på hospitaler og i kommuner, er det ikke de vilde visioner, vi har hørt fra dem. De tænker mere i, hvordan de får driften og hverdagen til at fungere og sygeplejerskerne til at være mere fleksible,” siger hun og fortsætter:
”Det er på tide at arbejdsgiverne erkender, at de skal fokusere på at få hævet bemandingen, så medarbejderne kan holde til at være der. Vi har rigtig mange gennemgangsafdelinger, hvor sygeplejersker er der i tre måneder eller et halvt år, og så rejser de igen.
Det er usundt for sygeplejen og for patienterne. Vi har brug for gode solide afdelinger, hvor man kan sætte fokus på fagligheden og skabe et bedre arbejdsmiljø.”
Demonstration 14. august
”Fedt med et billede fra da solen skinnede. Men kort efter stod de i pladderhamrende regnvejr og var bedøvende ligeglade.
De twerkede i bedste ny stil. De havde så meget på hjerte, at nu måtte der da være nogle politikere som indså, at de måtte gøre noget,
hvis de skal holde sygeplejerskerne fast i det her fag,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.
Håb for OK24
Samtidig fortsætter kampen for ligeløn, og for Grete Christensen og Dansk Sygeplejeråd vil arbejdet i lønstrukturkomitéen fylde allermest i 2022.
”Vi har fået plads ved bordet sammen med fire andre fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Det bliver ikke nemt, men jeg håber, at vi med hjælp fra hinanden og eksperterne i gruppen kan bygge videre på de resultater, man nåede frem til i lønkommissionen i 2010,” siger Grete Christensen.
Hun fremhæver bl.a. lønkommissionens konklusion om, at de kvindedominerede grupper med mellemlang videregående uddannelse har et større lønefterslæb end kvindedominerede grupper med korte og lange videregående uddannelser.
”Arbejdsgiverne sidder også med i komitéen. De har om nogen interesse i at få løftet lønnen til sygeplejerskerne og kollegerne på andre mellemlange uddannelser. Ellers smuldrer velfærdssamfundet mellem fingrene på dem,” mener Grete Christensen.
Hun forventer, at anbefalingerne fra lønstrukturkomitéen, der skal ligge klar ved udgangen af 2022, vil komme i spil i forbindelse med overenskomstforhandlinger i 2024.
”Jeg håber, at konklusionerne bliver så tydelige, at man kan sætte det over på en lønformel og tage det med ind i overenskomstforhandlingerne i 2024. Men jeg tror ikke, vi skal forvente, at man lønmæssigt retter op på det hele ved én overenskomstforhandling. Det vil blive over flere omgange,” vurderer hun og tilføjer:
”Men det er nødvendigt. For det er fremtidens velfærdssamfund, der er på spil. Derfor kan Folketinget heller ikke sidde det overhørig.”
Tæt på medlemmerne
Samtidig med det konkrete arbejde i lønstrukturkomitéen har medlemmerne mulighed for at følge med på sidelinjen.
”Vi vil gerne være i tæt dialog med medlemmerne. Bl.a. ved at holde forskellige møder. Vi inviterer til virtuelle møder, hvor folk udefra fortæller, hvad de tænker om ligeløn og arbejdet i lønstrukturkomitéen. Og så prøver vi lokalt at sætte gang i fysiske møder, hvor vi fra formandskabet kommer rundt i landet og deltager,” siger Grete Christensen.
Under konflikten i sommer var hun også rundt til demonstrationer og møder med sygeplejerskerne i hele landet.
”Her var det kendetegnende, at medlemmerne også er nået til en erkendelse af, at der er behov for fællesskaber. Behov for i højere grad at mødes og diskutere de ting, man har på hjerte. Det fik de mulighed for i konfliktcaféerne. Men inden da havde alle så travlt med at arbejde – i beredskab, ekstravagter, FEA-vagter – at der ikke var tid. Så når der blev indkaldt til møder i kredsen, så var der mange, der forståeligt nok ikke orkede det,” siger Grete Christensen.
Hun oplever, at når sygeplejerskerne endelig mødes og oplever værdien af fællesskabet, er de også glade for det.
”Vi finder vejen i fællesskab,” smiler hun.
Tilbage hvor vi startede i krydset ved Hovedbanegården, nåede Grete Christensen ikke at tage sin nederdel af, før der var en, der stoppede og tilbød sin hjælp.
Sammen fik de viklet nederdelen ud af kæden, og Grete Christensen kunne cykle videre. Fuldt påklædt. Til en vild dag, hun aldrig glemmer.