Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ligestillingsminister fastslår: Kvinder værdisættes lavere end mænd

Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) vil arbejde for, at kvinder og mænd får samme værdiansættelse på arbejdsmarkedet. Det løfte gav hun formand Grete Christensen og de knapt 80 medlemmer, som deltog på Dansk Sygeplejeråds 6. virtuelle Ligelønstalk den 26. august.

Sygeplejersken 2022 nr. 10, s. 12

Af:

Christina Sommer, journalist

sy10-2022_akt_ligeloenstalk_grete-og-trine-bramsen

Kvinder og mænd bliver ikke værdisat ens på det danske arbejdsmarked eller i samfundet. Og trods årtiers forestilling om det modsatte, har sygeplejerskerne med strejken sidste sommer endelig formået at vække flere politikere på Christiansborg, deriblandt ligestillingsminister Trine Bramsen.

”Vi kom langt i 70’erne, men der er ikke sket meget siden. Vi har hvilet lidt på en fløjlspude og ment, at der ikke var noget at komme efter. Så stor tak til jer for i første gang i mange årtier at få sat kvindernes værdi på arbejdsmarkedet på dagsordenen igen. Det har stor betydning for jer og sygeplejerskernes fremtid, men også for mange andre faggrupper. I har holdt vækkeuret op foran os.”

Ordene faldt på Dansk Sygeplejeråds 6. virtuelle Ligelønstalk fredag den 26. august, hvor Trine Bramsen var mødt op for at diskutere ligestilling og værdiansættelse af kvinder og mænd med formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen. Og Trine Bramsen lovede at bakke op om sygeplejerskernes kamp mod den ulige værdiansættelse: 

”En del af debatten handler om den konkrete lønkamp, som jo lige nu bliver diskuteret i lønstrukturkomitéen med alle de dilemmaer og udfordringer, det medfører. Men så er der hele spørgsmålet om, hvordan man værdisætter arbejdet i samfundet, og hvordan man bryder med de historiske bånd, der har tildelt kvindejobs en lavere værdi end traditionelle mandejobs. Den diskussion er lige så vigtig at få taget,” sagde Trine Bramsen. 

Ville ikke være konkret 

Knapt 80 medlemmer deltog i den virtuelle talk, og flere efterlyste konkrete udmeldinger om ministerens tanker om uligeløn mellem mands- og kvindedominerede fag. Her blev Trine Bramsen dog svar skyldig - dels fordi lønspørgsmålet hører under hendes kollega i Beskæftigelsesministeriet, dels fordi regeringer normalt ikke kommenterer på spørgsmål, mens en komité, i dette tilfælde lønstrukturkomitéen, arbejder med emnet. 

Trine Bramsen fremhævede dog tre initiativer, som hun mener taler direkte ind i kampen for ligestilling: 1) De nye barselsregler, bl.a. med mere barsel til mænd, 2) Ny lovgivning om kvinder i ledelser og 3) Igangsættelse af en grundig diskussion om, hvordan vi som samfund værdisætter arbejde. 

Grete Christensen kvitterede for ministerens udmeldinger: 

”Vi har forsøgt at italesætte det her problem på mange måder i mange år, så det glæder mig, at vi nu har en ligestillingsminister, som anerkender, at der er uligestilling, hvilket jo også kommer til udtryk i uligeløn mellem de kvinde- og mandsdominerede fag.”

Grete Christensen fortsatte: 

”Nu er det vigtigt, at vi sammen med bl.a. politikerne på Christiansborg får diskuteret, hvordan vi får gjort op med, at mænd og kvinder ikke er værdisat på samme måde. Her er barsel til mænd og flere kvinder i ledelser vigtige redskaber, men det er lønspørgsmålet altså også.”

 

Kun for medlemmer: Se video fra LigelønsTALK med ligestillingsminister Trine Bramsen

Se video fra medlemsmødet med alle ligestillingsminister Trine Bramsens pointer på https://dsr.dk/politik-og-nyheder/det-mener-dsr/ligeloenstalk-ligestilli...