Skiftedag: "Jeg kommer aldrig tilbage til somatikken"

“Ret tidligt fandt jeg ud af, at psykiatrien er spændende. Allerede under min uddannelse har jeg formet mine praktikker efter psykiatrien. Jeg kunne hurtigt fornemme, at det var et område af sygeplejen, hvor jeg kunne blive hængende.

Derfor valgte jeg faktisk at søge væk fra den psykiatriske akutmodtagelse, hvor jeg arbejdede efter min uddannelse, til et plejehjem og rehabiliteringscenter for at få bekræftet, at jeg ikke ville den somatiske vej.

Her fandt jeg hurtigt ud af, at jeg bare ikke er den sygeplejerske, der elsker at lægge kateter, sonde og dosere medicin. 

Da jeg så selv fik børn her for et par år siden, fik jeg naturligt interesse for at arbejde med den målgruppe og hjælpe børn i den tidlige alder, så de måske undgår at komme ud i de mere alvorlige forløb som dem, man modtager i voksenpsykiatrien. Så da jeg så jobbet som sygeplejerske her, kunne jeg i den grad se mig selv i det. 

Det gør bestemt heller ikke noget, at det ikke er akut. Der er en anden ro og tid til at fordybe sig i et spændende arbejde, hvor arbejdstiderne ovenikøbet er fra kl. 8-16 og med fri weekender og helligdage.

Børnene her er i alderen 7-14 år, og jeg arbejder med to grene af børnepsykiatrien. 

Den ene handler om udredning af børn med symptomer på ADHD og autisme. Her er jeg sagsansvarlig og holder f.eks. samtaler med forældre, hvor vi ser på symptombilledet helt fra graviditet og fødsel. Jeg er også ude og observere barnet i frikvartererne og i klassen. Til sidst vil en psykolog teste barnet, og efterfølgende holder vi en konference i vores team af speciallæge, psykolog og mig, hvor vi stiller eller afkræfter diagnosen. Derefter er der tilbagemelding til forældre om det videre forløb og netværksmøder om de pædagogiske og medicinske tiltag. 

Den anden gren er den medicinske del. Ved nogle børn med ADHD vurderer vi, at medicin er hensigtsmæssigt. Her holder jeg opstartsmøde med forældre, og familien kommer til kontroller, hvor vi ser på medicinstatus og bl.a. har fokus på mestringsstrategier og motivation. Når de er stabile, overgår de til egen læge. 

Det er meget givende at hjælpe familierne. Ofte kommer forældrene her og er frustrerede over, at deres børn ikke kan koncentrere sig, er bagud fagligt, kommer i konflikter og hele tiden bliver talt ned til. Men mange ender med at gå herfra med en lettelse ved at få en forklaring på adfærden, og samtidig får de hjælp, så barnet trives og blomstrer.

Jeg er glad for, at der er gode muligheder for at få udbygget vores kompetencer. Jeg skal f.eks. selv til at være klinisk vejleder og have studerende. Det er fedt. Jeg brænder for psykiatrien og kommer aldrig tilbage til somatikken. For jeg elsker at grave lidt i vores indre, tale om følelser og finde ud af mere om alt det, vi ikke lige kan se.”