Studerende i praksis: "Kvalm lugt af hash og tobak slår os i møde, og mandens kæreste er gravid"

Kl. 8.30 er jeg på hjemmebesøg. En sødlig og kvalmende lugt af noget brændt møder mig og den sygeplejerske, der skal udlevere medicinen til afrusningen. Vi får begge hovedpine. 

Manden viser os ind i køkkenet, hvor han stiller sig foran døren. Vi står op ad køkkenbordet. Til højre for os, på komfuret, står en gryde på en varm, men slukket kogeplade. Det er indholdet af gryden, vi kan lugte. Det er en blanding af hash og tobak.

Tobakken er ristet og måske er det den frigivende nikotin, vi får hovedpine af. Hashen er blandet ind i den ristede tobak. Blandingen ligner et brunt pulver. Det er fyld til den hjemmelavede vandpibe, der står på bordet bag os. 

Manden har allerede røget på piben. Han snøvler i sin tale. Han er rastløs og spænder i kroppen. Han vil have piller til en uge mere. Der er mange problemer med hans ønske. Et af dem er, at han allerede har fået afrusningsmedicinen i tre gange så lang tid som normalt.

Desuden har en anden sygeplejerske skrevet, at han drikker på trods af antabusbehandling og har forsøgt at manipulere med alkoholtests. Ud over den tiltagende hovedpine er det største problem i dag, at vi ved, at der kommer et barn til verden inden for nogle måneder.  

Vi kører fra huset efter at have aftalt med manden, at vi skal tale med hans læge. Første stop er den lokale Brugs, hvor vi køber sodavand, som vi drikker i bilen, mens hovedpinen fortager sig.

Der er også tid til at reflektere over situationen. Der er meget at tale om. I hjemmet bor også mandens kæreste. Hun er gravid, og ved flere besøg har hun haft et blåt øje.

Forskning tyder på, at partnervold stiger i intensitet i forbindelse med graviditet. Kvinden er selv vokset op hos alkoholiserede forældre. Kan hun beskytte sig selv og sit barn? Hvad kan vi gøre? Det korte svar er meget, meget lidt. For vi kommer i klemme. 

Mandens læge mener, i modsætning til os, at manden har gavn af den forlængede afrusning, fordi han har sagt til hende, at han hverken drikker eller ryger hash. Der er mange disharmonier i form af løgne, splitting og manipulation, som følger i kølvandet på hans blandingsmisbrug.

Mistanke om vold i hjemmet og en mand, som pårørende fortæller, let mister besindelsen. Han fortæller min kollega, at han kender måder at undgå tømmermænd under antabusbehandling og siger: ”Det kan jeg jo godt sige, du har jo tavshedspligt.” 

Det er første gang, jeg møder en udsat og sårbar familie. Det påvirker mig meget, og jeg føler mig utilstrækkelig som sygeplejerske.

Det overrasker mig, at det føles som sorg. Jeg ved, at man kan flytte sig ud af sin sociale arv.  Væk fra vold. Væk fra misbrug. Men ikke mens man er barn.

Mens man er barn, er man overladt til, om nogen hjælper eller ikke gør. Men mest af alt er man overladt til, om man kan klare det, som livet byder én. Om man knækker over som et træ eller bøjer sig i vinden. 

Som sygeplejerske får jeg en skærpet indberetningspligt. Mon det er nok til, at jeg kan rumme den utilstrækkelighed, jeg føler, når jeg møder mennesker, som er sårbare? 

Dina Helbo Bredal er sygeplejestuderende på 4. semester på Via UC Viborg.