Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Nettet er langsomt blevet strammet

Snigende besparelser og forringelser i sundhedsvæsenet har haft store konsekvenser for faget, medarbejdere og patienter. Der skal ske noget nu, mener sygeplejerske Anna Kathrine Olesen.

Sygeplejersken 2022 nr. 11, s. 17

Af:

Maria Klit, journalist

sy11-2022_hoert_annakatrineolesensp082440f

”Hvis vi fortsat skal have det bedste sundhedssystem i verden, skal der ske noget nu.” Sådan sagde sygeplejerske Anna Kathrine Olesen i august i et interview til Eurowoman. 

Her fortalte hun, hvordan hun som sygeplejerske gennem 20 år har mærket den gradvise forandring af sundhedsvæsenet over tid: Besparelser, forringelser, øgede krav om dokumentation og akut mangel på hænder. 

”Det føles som om, nettet langsomt er blevet strammet omkring sundheds-
væsenet og os, der arbejder i det. Ekstra-opgaverne har langsomt hobet sig op, og vi skal hele tiden nå mere og mere med færre hænder. Forskellen på sygeplejen fra jeg startede og til i dag er markant,” siger hun. 

Omsorg har ingen værdi

De mange besparelser har ifølge Anna Kathrine Olesen skabt et system, der er så fokuseret på effektivisering, at man har fjernet blikket fra patienterne og i stedet lader skemaer og algoritmer være mål for en afdelings succes.

”Det er blevet så moderne at køre data på alting. Vi skal dokumentere og skrive ned hele tiden, så vi f.eks. kan bevise, at vi har ernærings- og tryksårsscreenet alle patienter – også de patienter, det ikke er relevant for. Men der er intet skema for, hvor længe vi har holdt de patienter i hånden, som var kede af det,” siger hun og fortsætter:

”Hele den del af sygeplejen, der handler om omsorg og nærvær, har slet ingen værdi i et system, hvor alting måles på drift. Når det er vigtigere at finde tid til at skrive ind i et skema, at patienten er blevet screenet for tryksår, end at lytte til hendes bekymringer, så går man som sygeplejerske på kompromis med essensen af sit fag. Det er både uværdigt og dybt bekymrende.”

De nye sygeplejersker siger fra

Udviklingen mærker hun især gennem de nyuddannede sygeplejersker. De er skolet i de samme sygeplejeteorier med fokus på omsorg og nærvær, men i modsætning til Anna Kathrine Olesen kommer de nu ud til en virkelighed, som slet ikke stemmer overens med alt det, de lige har lært. 

”Jeg føler mig nogle gange som en frø i en gryde med koldt vand på kogepladen, hvor der stille og roligt er blevet skruet op for varmen. Man opdager slet ikke, at man er ved at blive kogt. Men de nye sygeplejersker bliver totalt desillusionerede, når de med det samme bliver ramt af en kæmpe hammer af drift. Og de finder sig ikke i det.”

Flere og flere ender med at søge ud i det private eller helt væk fra faget. 

Det lave optag på sygeplejeuddannelserne i år bør være et vink med en vognstang, mener Anna Kathrine Olesen. 

”Jeg er i udgangspunktet en glad sygeplejerske. Jeg synes, at mit arbejde er det mest meningsfulde i verden. Men rammerne for sygeplejen er for dårlige. Jeg har ikke løsningen, men vi er nødt til at finde tilbage til et sted, hvor vi kan fastholde vores medarbejdere og være mere ved patienterne end ved computeren.”