Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Brug din stemme og demokratiske ret

"Tænk på stemmeret til kvinder, kampen for vores autorisation og den 8-timers arbejdsdag. Vi står på skuldrene af de seje kvinder og mænd, der har kæmpet før os."

Sygeplejersken 2022 nr. 11, s. 3

Af:

Anni Pilgaard, næstforkvinde

sy11-2022_leder_anni-pilgaard

”Jeg vil aldrig arbejde i Tyskland igen.”

Sådan siger tyske Nancy Mesch i et interview inde i bladet, efter at hun har arbejdet på begge sider af grænsen. Den afgørende forskel er, at i Danmark er hun medlem af en stærk fagforening, nemlig Dansk Sygeplejeråd (DSR). 

I dette nummer af Sygeplejersken sættes der fokus på betydningen af at være medlem af en fagforening. 

Store samfundsændringer tager årtier at forandre. Tænk på stemmeret til kvinder, kampen for vores autorisation og den 8-timers arbejdsdag. Vi står på skuldrene af de seje kvinder og mænd, der har kæmpet før os.

Lige nu står vi midt i kampen for ligeløn og en løn, der matcher vores uddannelsesniveau, opgaver og ansvar. Vi holder fast, så vi kan give det videre til kommende generationer.

Vores styrke er vores fællesskab. Netop at tale med én samlet stemme er afgørende, så der ikke hersker tvivl om, hvad sygeplejerskerne har af ønsker og forventninger til løn, arbejdsvilkår og et bæredygtigt sundheds- og velfærdssamfund. 

Men vi skal være meget stærkere. Vi skal være flere, og flere skal være aktive i fællesskabet. Det er nødvendigt, at vi alle sammen tager dialogen med de kolleger på arbejdspladserne, som er kritiske, eller som allerede har valgt DSR fra.

Vi skal finde vejen sammen.

Vores styrke ligger også i, at vi i DSR har direkte valg til de politiske ledelser. Fra 31. oktober til 8. november er der valg til næstforpersonsposterne i DSR. Et vigtigt valg, hvor der er brug for størst mulig opbakning til den politiske ledelse, så vi kan fortsætte kampene for bedre løn og flere kolleger.

Derfor en stor opfordring til, at du bruger din demokratiske ret og stemmer ved næstforpersonsvalget!