Sygeplejersken
Skiftedag: "Det her er gråzonernes land"
"Her sikrer vi os, at brugerne kan fixe det, de har med, under sikre forhold. Vi kan hjælpe med at udpege en god vene og har bl.a. også en venescanner, de kan bruge."
Sygeplejersken 2022 nr. 11, s. 63
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist
Nyt job: August 2020, Kirkens Korshær i Odense, hvor hun arbejder i varmestuen, sundhedsrummet og stofindtagelsesrummet.
Kom fra: Knap seks år på et psykiatrisk bosted i Odense Kommune. Desuden: Psykiatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital, og hjemmeplejen, Odense Kommune.
“Jeg sagde op fra mit sidste job uden at have et nyt job på hånden. Jeg var træt med træt på og tvivlede på, om jeg overhovedet var en rigtig sygeplejerske. For jeg havde både skiftende arbejdstider, vagter i weekender og på helligdage, og samtidig fik jeg en større arbejdsbyrde og et større arbejdsansvar. Her kom jeg længere væk fra den skønne kontakt til borgeren og mere og mere ind i det administrative – uden tilsvarende lønstigning.
Jeg endte med at gå hjemme i otte måneder, hvor jeg helede mig selv. Efter godt seks måneder begyndte min lyst til at arbejde som sygeplejerske at komme igen. Men jeg vidste også, at arbejdstiderne skulle matche familielivet. Og jobbet skulle indeholde mere relationsarbejde. Det kunne blive en udfordring. Men en dag faldt jeg over jobannoncen fra Kirkens Korshær. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det job ville passe som hånd i hanke til mig.
Min indre sygeplejerske er fuldt oppe at køre igen. Jeg har mulighed for at udvikle mig fagligt og være i det relationelle arbejde, som jeg holder så meget af. Jeg arbejder både i varmestuen med alt fra madlavning til samtaler med brugerne og i sundhedsrummet, hvor socialt udsatte borgere kan komme for at blive tilset for f.eks. et traume-sår efter en påkørsel eller infektioner i forbindelse med fixeskader. Vi samarbejder meget med politi og sundhedsvæsenet, herunder læger, sygehuse og sårsygeplejersken.
Og så er jeg i stofindtagelsesrummet. Her sikrer vi os, at brugerne kan fixe det, de har med, under sikre forhold. Vi kan hjælpe med at udpege en god vene og har bl.a. også en venescanner, de kan bruge. Vi udøver førstehjælp, hvis og når de får en overdosis – det sker ind imellem.
Det rammer en de første gange, hvor man nok mest af alt ser kanylen, blodet og håbløsheden. Men efterhånden ser man mennesket bag. Det er det mest følelsesladede rum, jeg har arbejdet i. Når brugerne har fixet, åbner de ind imellem op og fortæller om deres liv. Her kan der komme tårer frem. Hvis de er åbne for det, snakker vi om mulighederne for hjælp hos et misbrugscenter eller anden form for behandling. Der er meget fokus på brobygning. Men der er ikke krav om forandring.
Man kan stå med en, der har fået en massiv overdosis af kokain i stofindtagel-sesrummet, som under sin psykose har knaldet hovedet i gulvet, og som, vi i sundhedsrummet vurderer, har brug for at blive tilset af en læge. Men siger brugeren nej, må vi prøve noget andet – f.eks. foreslå, at vedkommende bliver, så vi kan holde øje med brugeren.
Så man skal kunne rumme at stå med den faglige afmagtsfølelse, og det var noget, jeg lige skulle overveje, inden jeg søgte jobbet.
Andre gange skal vi handle. F.eks. når vi giver modgift efter en overdosis med heroin, hvor vi skal ringe 112. Sådan er der en masse situationer, hvor vi i en dans med brugerne navigerer lidt mellem to verdener. Det her er virkelig gråzonernes land.”
Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karrieremuligheder.
Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere