Sygeplejersken
Etablering af nærhospitaler er nu et skridt nærmere
En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen anbefaler, at de nye nærhospitaler skal gøre mere brug af datadeling mellem sektorer – og derved spare medarbejderressourcer.
Sygeplejersken 2022 nr. 12, s. 15
Af:
Mai Rathje Skovgaard, journalist
Røntgen, blodprøvetagning og ambulante forløb skal tilbydes på alle nærhospitaler. Nærhospitalerne bør placeres geografisk, så det er til gavn for patienter, som ellers har en lang eller vanskelig transport til et akutsygehus. Og så bør de forskellige sektorer gøre mere brug af datadeling for at sikre sammenhæng i patienternes forløb og spare på medarbejdernes ressourcer.
Det er nogle af de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i starten af oktober i rapporten ’Faglig ramme for etablering af nærhospitaler’, der nu bringer etableringen af nærhospitalerne et skridt nærmere.
Der blev afsat 4 mia. kr. til etableringen af op til 25 nærhospitaler, da regeringen indgik en bred politisk aftale om en sundhedsreform tilbage i maj måned.
På baggrund af rapporten kan regioner og kommuner nu starte en dialog om, hvordan etableringen præcist skal forløbe. Det næste skridt bliver, at Sundhedsministeriet skal udarbejde ansøgningskriterier til den nærhospitalspulje, som vil indgå i puljeopslaget, og som regioner og kommuner skal søge i fællesskab.
Puljen bliver opslået i starten af 2023, og de første midler forventes udmøntet i løbet af 2023.