Sygeplejersken
Klar til ny epidemi
Værnemidler på lager til et halvt år
Sygeplejersken 2022 nr. 12, s. 11
Af:
Mai Rathje Skovgaard, journalist
Danmark er rustet med værnemidler, hvis en ny pandemi skulle opstå i dag. Det var langt fra tilfældet, da covid-19-pandemien ramte landet i foråret 2020. Grundet et massivt behov og stor efterspørgsel opstod der hurtigt mangel på sprit, masker og øvrige værnemidler, hvilket var en stor udfordring og bekymring for landets sygeplejersker og gjorde, at mange sygeplejersker endte med selv at blive smittet med covid-19.
I en rundspørge blandt sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter i slutningen af marts 2020, fortalte ca. hver femte, at de havde manglet adgang til værnemidler.
Derfor blev det besluttet at opbygge et lager af værnemidler, for at ruste kommunerne og hospitalerne i tilfælde af en ny forsyningskrise skulle opstå.
I juni 2022 kunne Styrelsen for Forsyningssikkerhed oplyse, at den danske lagerbeholdning af værnemidler overstiger seks måneders forbrug.
Dette gælder dog ikke overfladedesinfektion, hvor beholdningen er på 83 pct. Lageret vurderes dog til at være robust, oplyser Sundhedsministeriet.