Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Specialuddannelse i akutsygepleje på trapperne

En gennemarbejdet rapport til en ny specialuddannelse i akutsygepleje ligger klar. Nu mangler der blot politisk handling.

Sygeplejersken 2022 nr. 12, s. 12

Af:

Lotte Dahlmann, journalist

sy12-2022_akt_advarselslampe

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde sent i september en rapport med forslag til en ny specialuddannelse i akutsygepleje. Dansk Sygeplejeråd og Fagligt Selskab for Akutsygepleje (DAENA) har været med i arbejdsgruppen bag rapporten og kalder nu på en hurtig politisk beslutning, så uddannelsen kan oprettes. 

”Akutafdelingerne har en stor udfordring med at fastholde sygeplejersker i et speciale, der er meget komplekst, og som kræver specialiserede kompetencer, og Danske Regioner har længe efterspurgt en specialuddannelse for akutsygeplejersker. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at der hurtigst muligt træffes beslutning om, at uddannelsen oprettes,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, der også skrev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med den opfordring, umiddelbart inden folketingsvalget blev udskrevet. 

Afgørende for patientforløb

Ifølge rapporten tegner akutte indlæggelser sig for 70 pct. af indlæggelserne på regionernes sygehuse. Samtidig slår rapporten fast, at kompleksiteten på det akutte område forventes at stige bl.a. pga. den demografiske udvikling og flere multisyge patienter.

Formanden for Fagligt Selskab for Akutsygepleje, DAENA, Annette Jakobsen siger:

”Behovet for en specialuddannelse til akutsygeplejerske har været stort i flere år. Netop fordi mange borgeres første møde med sundhedsvæsenet sker akut, er der brug for at møde borgerne med de rette kompetencer for at afklare borgerens situation, så der sættes ind med de rette handlinger. Det kan være afgørende for borgerens videre forløb, og her kan sygeplejersker, som er specialuddannede i akutsygepleje, gøre en stor forskel.”