Studerende i praksis: "Spørgsmålene var kærligt ment, men havde ingen effekt"

På den første dag i klinik, på åben psykiatrisk afdeling, fik jeg tildelt en patient, som jeg skulle være kontaktperson for. Det var en ung mand på min egen alder, som før min ankomst havde været indlagt på afdelingen i en uges tid.

Siden han forlod folkeskolen for ni år siden, havde han brugt tiden på at ryge hash, spille computer, spise og sove. Ingen venner, ingen mål for livet og en svindende lyst til at leve. 

Jeg mødte patienten på et tidspunkt, hvor sygeplejerskerne havde udfordringer med at skabe en relation til ham. Da jeg fik tildelt patienten, diskuterede sygeplejerskerne, om der ville være nok læring i patientforløbet.

De mente, at patienten var for indadvendt, og at det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville bede om at blive udskrevet.

Senere samme dag bankede jeg på døren til patientens stue, hvor jeg blev mødt af en spinkel ung mand iklædt en stor, grå hættetrøje og løse, sorte løbebukser. Stuen var tom og livløs bortset fra snavsetøj samlet på en stol, og enkelte solstråler, der sneg sig ind under de sammentrukne gardiner.

Han var vigende i øjenkontakten, mimikfattig og svarede med så få ord som muligt, når man spurgte ham om noget. 

Dagene gik, og sygeplejerskerne prøvede at skabe kontakt til ham ved at spørge om ting som, hvad han skulle i weekenden, og om han ikke glædede sig til at komme hjem til sin familie for at hygge sig.

Selvom spørgsmålene var kærligt ment og et forsøg på at skabe kontakt, havde de ingen effekt. Sandheden var jo, at han ikke havde nogle planer i weekenden, ingen venner at ses med og intet at se frem til. 

Han havde en stor interesse for computerspil, som jeg på baggrund af mine egne erfaringer spurgte ind til.

Det viste sig at blive en afgørende indgang til at starte en relation til ham. Mine egne år med computerspil var noget, han kunne spejle sig i. En dialog kom efterhånden i gang, og han fik en mulighed for at føle sig set, forstået og normal. 

Afdelingens sygeplejersker havde, trods deres brede teoretiske viden, ikke en baggrund, han kunne relatere til. De havde ikke selv en livserfaring med computerspil, så de kunne finde relevante emner til en dialog med patienten.

Den nyopståede relation gav tryghed og blev et springbræt til, at han begyndte at deltage i fællesaktiviteterne, hvilket var et led i hans behandling. 

Eksemplet viser, hvor vigtigt det er med diversitet i sygeplejen. Det relationelle lykkes ikke altid via lang klinisk erfaring og teoretisk viden.

Det levede liv, hvor patienterne har noget, de kan spejle sig i, kan få en afgørende betydning.

I et kvindedomineret fag som sygeplejen er diversiteten udfordret, og den udfordring bliver mere kompleks i takt med, at flere kulturer er blevet en del af vores samfund.

En øget diversitet, som kombineres med teoretisk viden og kompetencer, vil kunne forbedre sygeplejen – ikke kun i psykiatrien – men overalt, hvor der udøves sygepleje. 

Gustav Winther Eriksen er sygeplejestuderende på 4. semester, KP Diakonissestiftelsen